Mindeord over murermester Karl Sig



For 20 år siden købte jeg en ruin med udsigt til Horsens Fjord. Den trængte stærkt til restaurering. På Arkitektskolen i Århus søgte jeg råd. Hvem har forstand på gamle huse og gamle materialer? Karl Sig i Åes, lød svaret. Karl Sig døde forleden. Han og jeg havde så småt taget fat på et skrive om gamle bygningshåndværk, og det handlede i høj grad om Karl. Vi nåede det ikke, vinteren blev for lang.
 Karl Sig foretrak at bruge kalkmørtel, cement var i hans øjne en ringe erstatning. Cement har kun 100 år på bagen, kalk har man brugt i langt over 1000 år. Derfor forklarede Karl Sig, at mit hus skulle pudses med kalkmørtel og kalkes med læsket kalk. Det var der mange gode grunde til. En af dem glæder mig netop i disse år. Mens de fleste cementpudsede huse grønnes af algevækst på grund af stigninger i temperatur og kvælstof i luften, så er mit hus stadig smukt hvidt. Kalken er nemlig basisk, og det kan algerne ikke leve på. Derfor står jeg ikke i køen for at købe facaderens!
 Karl Sig arbejdede i mange år med at vedligeholde kirker i Østjylland. Hylke Kirke var en af dem. Da Karl for mange år siden skulle kalke den, faldt den nye kalk af. Ingen forstod hvorfor, men på et tidspunkt kom forklaringen. To stenkast nord for kirken løber den østjyske længdebane, her drønede de (dengang) moderne diesellokomotiver (MY´erne) tæt forbi. MY-lokomotivernes udstødning svinede voldsomt, og det var forklaringen på, at kirkens nordside måtte vaskes af og kalkes påny. Inde i kirken var der forøvrigt også problemer. Her brugte man billige stearinlys. De oser, derfor måtte de indvendige vægge vaskes ned, før kalken kunne hænge ved.
 Det med togene ramte for øvrigt også Hansted Kloster (Karl kaldte det Hansted Hospital). Oppe under tegltaget arbejdede han som ung murer om sommeren med at understryge tagstenene. Det var tre mand beskæftiget med i tre uger hver sommer, en svend, en dreng og en arbejdsmand. Da MY-lokomotiverne i slutningen af 1950’erne erstattede damplokomotiverne, fik det konsekvenser. Her var det ikke udstødningen, men støj og rystelser i undergrunden. Understrygningen på Hansted Hospitals tag faldt af, og i de huse, som lå tættest på jernbanen, revnede mange skorstene. Og forresten, føjede Karl til, hvis man får til opgave at kalke en kirke, som ligger tæt på en svinefarm, så skal man se sig godt for. Her kan fordampningen fra gyllebeholderne også spænde ben for en vellykket kalkning!
 Karl Sig var både murer og sprogrøgter. Han kaldte konsekvent mørtel for smadder. Det snævre rum, derinde hvor taget hviler på ydermuren, kaldte han for kværket. Spurgte man om råd til en mørtelblanding, så forlangte han altid meget tydelig besked om, hvor der skulle arbejdes med mørtlen. Husk nu, sagde han når der skulle kostes sandkalk på ydermuren, at der skal bruges skarp sand. Hvad er det, spurgte jeg. Det er sand med korn, som er skarpe, altså ikke strandsand, forklarede han. Strandsand er rundet af bølgernes bevægelser. Ved du for øvrigt, hvor udtrykket ”over stok og sten” stammer fra, spurgte han mig en dag? Det er fra den tid, da man kalkede både mur og tømmer i bindingsværket. Så gik det over stok og sten, og det vil sige, at det gik hurtigt!
 På Egebjerg Skole blev det på et tidspunkt besluttet at male lofterne i klasseværelserne med limfarve. Det skete, mens børnene var på sommerferie. Den beslutning blev lærerne ikke glade for. Når der var kalket, blev luften friskere. Det var ikke tilfældet med limfarven. Lærerne fik deres vilje, og murerne måtte vaske limfarven ned, inden der igen blev kalket.
 Karl Sig oplevede naturligvis, at tiden løb fra gamle håndværk. Og som så mange andre lagde han mærke til, at alt blev dyrere. Det blev også meget sværere at skaffe de gamle materialer. For eksempel fæhår. Spørger man efter det i en tømmerhandel i dag, så ser de yngre ekspedienter undrende ud. Fæhår brugte man til at blande i mørtel, når der skulle repareres på et sted, hvor materialerne bevægede sig. Da Karl Sig en dag skulle bruge fæhår, og det hastede lidt, så opsøgte han en kammerat, som har køer. De fangede en af køerne og klippede den (koens hår kaldes fæhår).
 Karl var godt klar over, at tiden løber fra de gamle håndværk. Men, sagde han, en dag begynder folk vel at tænke sig om. De moderne huse kan man blive syg af at bo i, de er alt for tætte og så holder de næppe lånetiden ud (30 år).
Karl Sig var en skælm, han nød at finde på noge, som var anderledes. En dag fandt han på at køre til Moskva i en Ellert. Desværre blev han stoppet af sovjetisk politi, da han ville ind på Den røde Plads. Da han besluttede sig for at trappe ned med arbejdet, fik han lov at holde en gudstjeneste i Tåning Kirke. Præsten prædikede om, at huse skal plejes med kærlighed. Det skal mennesker også, formanede hun.
 75 års fødselsdagen blev markeret under åben himmel ved Todbjergtårnet nord for Århus, hvor Karl Sig og hans søn havde arbejdet. Her var man tæt på himlen.
 Karl Sig arvede for en del år siden sin bedstemors hus. Det mest fornuftige havde været at få lagt et nyt tag på og sælge det, men nej. I det hus mødte han som barn en grænseløs tryghed. For ham var trofasthed og følelser mere værd end penge, så det skulle ikke sælges.

Billedet: Karl Sig ved Tåning Kirke. Hvorfor er understrygningen på kirkens tag så synlig, spurgte jeg, det er da ikke pænt. Karl svarede ikke. Hvordan ville du have gjort, frittede jeg? Hvis man ikke kan komme til at understryge indefra, så kan man skære bunden af en cykelpumpe og på den måde presse mørtel ind under tagstenene. Det kan ikke ses udefra, svarede Karl. Han kritiserede ikke andre!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024