Multihal i Østbirk - Fantastisk delresultat

Multihal i Østbirk - Fantastisk delresultat
18. 06 2017

Den lokale indsamling til udvidelse af og inventar til den nye multihal i Østbirk har nu været i gang i godt fire uge, og foreløbigt er det gået over al forventning. I skrivende stund er der indbetalt 420.000 kr., men det er slet ikke alle underskrevne aftaler, der er indbetalt, og den halve million er meget tæt på at være nået.
 - I bestyrelsen er vi dybt taknemmelige for den massive opbakning fra både private og virksomheder, siger Jens Norup Simonsen, der er formand for Østbirk IF.
 - Vi skylder en stor tak til alle indsamlerne, der hver især har brugt rigtig mange frivillige timer på projektet.
 Der er stadigvæk hustande i både Østbirk, omegnsbyerne og landområderne, der endnu ikke har haft besøg, men ØIF’s bestyrelse forventer at nå de resterende inden sommerferien. Målet er fortsat at indsamle mere end tre millioner kroner til projektet, og med det resultat der ind til videre er nået, har foreningen nu et godt afsæt i forhold til at søge støtte hos fonde og store virksomheder.
 - Det har aldrig været et mål at indsamle hele beløbet hos private og mindre virksomheder, men indsamlingen har primært været tænkt som et signal til større bidragsydere om massiv lokal støtte, og det signal er nu meget klart, fortsætter Jens Norup Simonsen.
 Selv om det er gået over al forventning med indsamlingen, fornemmer Østbirk IF’s bestyrelse, at der er endnu en gang er brug for at forklare hvad multihalprojektet handler om.
 - Det er desværre vores fornemmelse, at nogen fejlagtigt tror, at der er tale om et gymnastikprojekt, siger formanden og han fortsætter:
 - Jeg kan sådan set godt forstå at nogen kan få den tanke. Dels ved vi allerede nu, at skolens gymnastiksal desværre lukker, når den nye hal står klar, og dels fylder inventar til gymnastikformål meget på inventarlisten.
 - Bestyrelsen har i flere omgange udtalt, at der ønskes en springgrav i den nye hal, men der skal ikke være tvivl om, at en springgrav er nederst i hierarkiet af ønsker.
 - Halprojektet handler om at skabe optimale forhold for alle indendørs aktiviteter i Østbirk IF, siger Jens Norup Simonsen.
 - Eksempelvis er der tennisspillere, der træner indendørs tennis i Skanderborg og mange af foreningens håndboldhold, herunder de nyoprykkede 3. divisionsdamer, ønsker at kunne træne flere gange om ugen. Forhold, der kun vil kunne lade sig gøre, hvis det lykkes at skaffe midler til en hal i fuld størrelse, slutter Jens Norup Simonsen.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!