Musik Til Alle indtager Lunden

Musik Til Alle indtager Lunden
06. 06 2019
700 børn fra Horsens rykker ind på friluftsscenen i Lunden. Vi fejrer musikken og dens storslåede evne til at knytte bånd på tværs ved den traditionsrige Musik Til Alle koncert i Lunden onsdag den 12. juni.

I fællesskab vil vi synge, grine og hygge os til hvad der forhåbentlig – ligesom de seneste knap 20 år – bliver en super oplevelse under kyndig ledelse af musikskolelærerne fra musikskolen samt lærerne fra de involverede skoler. De 700 børn går i 0.-5. klasse på Langmarkskolen og Horsens Byskoles tre afdelinger – de vil ved koncerten optræde for hinanden og for det fremmødte publikum. Igen i år, vil de børn, der starter i skole efter sommerferien også synge en sang.

Alle er velkomne ved koncerten - skoler, daginstitutioner, dagplejer og borgere i Horsens inviteres til at smøre en madpakke og lave en skovtur denne formiddag i Lunden.

Koncerten starter kl. 9.45 den 12. juni, 2019. Der er gratis adgang og koncerten forventes at vare en lille time.

I løbet af skoleåret har musikskolelærere fra Horsens Musikskole i samarbejde med musiklærere fra Horsens Byskole og Langmarkskolen præsenteret børnene for musikkens forunderlige univers, og taget dem på mange forskellige rejser derind. Alle børn fra 0. til 5. årgang på tværs af skoler og afdelinger, har desuden øvet på en særlig sang pr. årgang, som fremføres med professionelt band, ved koncerten i Lunden.

Det, at det tætte samarbejde på tværs af skole- og kulturverdenen har været i gang i knap 20 år, er noget ganske særligt for Horsens, hvilket nyder stor opmærksomhed over hele landet.

Ved arrangementet vil borgmester Peter Sørensen byde velkommen. Derefter tager børnene over, og der er for alvor lagt op til en festlig formiddag med fuld fart og masser af musik.