Niklas Pontoppidan Jakobsen årets unge leder i ØIF

Niklas Pontoppidan Jakobsen årets unge leder i ØIF
04. 03 2018
Østbirk IF kårede årets unge leder forud for Trailergaarden Gantrup Cup

Igennem mange år har Østbirk IF kåret årets leder, det skete også i år da Rene Nielsen fortjent blev udnævnt og hyldet i januar til ”personalefesten”.
 I ØIF’s ledelse har man beslutttet at årets unge leder også skal udnævnes årligt, et ungt menneske, der gør en særlig indsats for børn og unge i ØIF.
 - Vi har igennem et stykke tid vidst, hvem der skulle være årets unge leder 2017, men havde også besluttet at overrækkelsen skulle ske i årets unge leders nærmiljø, sagde formand for Østbirk IF, Jens Norup Simonsen, forud for overrækkelsen og lige efter indløb fredag aften af de første hold i Østbirkhallen til 2018-udgaven af indefodboldstævnet ”kun for piger”, Trailergaarden Gantrup Cup.
 Idrætsforeningsformanden kaldte Niklas Pontoppidan Jakobsen ud til overrækkelse. Niklas er nuværende træner for U12 og U18 pigeholdene i ØIF, er 20 år gammel, og har været træner og hjælpetræner i pigeafdelingen siden 2013.
 En lang række trænergerninger i perioden frem til nu, en DBU B1-træneruddannelse og indtræden i fodboldudvalget i ØIF, var blandt de udmærkelser Jens Norup Simonsen fremhævede til Nickals, der også modtog DBU Jylland, Region 3’s pris som Årets ungleder foran 200 klubfolk på Hotel Pejsegården i november i fjor.
 Dorthe Søndergaard og Leif Pedersen fra ØIF’s fodboldafdeling havde ”fodret” formanden med en lang række superlativer såsom at Nickals gerne bruger en uges ferie og tager med pigerne på Italienstur i efterårsferien, at han har været assistenttræner på fodboldskolerne i Østbirk og planlægning af Trailergaarden Gantrup Cup, hvor Nicklas koordinerer og udarbejder hele stævnets turneringsplan, og er medvirkende til at piger i alle aldersgrupper får en god oplevelse, blandt andet med lysshow, musik og i røg og damp.
 Et valg af en ung mand, som er yderst vellidt blandt trænerkolleger, spillere og forældre.
 Med prisen følger ud over en vandrepokal og blomster en pengegave.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!