Skadede patienter kan løbe som kenyanere



- Vi har kun haft AlterG i et par måneder, og vi kan allerede se, at der er mange borgere, der har gavn af at træne på astronaut løbebåndet. Det gælder idrætsskadede - fx løbere med akutte smerter som forstuvede eller forvredne led eller løbere med kroniske smerter som fx hælspore, akillessene, springerknæ og hoftesmerter, siger Morten Bach, der er fysioterapeut i Proaktiv Horsens Fysioterapi, og fortsætter:
 - Kroniske patienter med fx diabetes, sklerose og Parkinson har også meget stor glæde af at træne i AlterG, og det samme gælder overvægtige og ældre med nedsat balance.
 Torsdag den 14. september var Proaktiv Horsens Fysioterapi værter ved et møde med fokus på, hvordan kvaliteten af fysioterapeuters genoptræning og rehabilitering af patienter kan forbedres.
 16 fysioterapeuter fra landets forskellige genoptræningscentre samt private og offentlige fysioterapeutklinikker mødtes for at udveksle erfaringer om, hvor tungt forskellige patientgrupper skal træne.
 Omdrejningspunktet er astronautløbebåndet AlterG – en træningsmaskine, der gør det muligt at løfte patienten ved gang og løb, så vedkommende vejer mindre – helt ned til 20 procent af sin egen kropsvægt – og dermed får mulighed for at træne uden smerter.
 - Med AlterG kan vi gøre en stor forskel. Vi ved, at bevægelighed giver livskvalitet. Patienter med fx nervelidelser får stor værdi, fordi de bliver bedre til at gå. Maskinen flytter folk – i bogstavelig forstand. Fra at skulle bæres ind i maskinen af et hold fysioterapeuter, har vi patienter, der til sidst ender med selv at kunne gå ind, forklarer Morten Bach.

Løb uden smerter
Proaktiv Horsens Fysioterapi hjælper især mange løbere, der enten har skader eller problemer med at løbe.
 Efter de to måneders erfaring med AlterG, kan Morten Bach allerede se, at løbebåndet giver skadede løbere meget hurtigere mulighed for at komme i gang med at løbetræne.
 - Tidligere har det kun været muligt at lave styrketræning for at træne de muskler, der skal bruges til løb, inden patienten så småt har kunne begynde at løbe korte distancer. I AlterG kan vi indstille, hvor lidt patienten skal veje, så det er muligt at løbe uden smerter med det samme, siger han og tilføjer:
 - I AlterG er det muligt for vores patienter at løbe langt med det samme. Det sjove er, at man kan blive en hurtigløbende kenyaner i maskinen.
 Ifølge Morten Bach er AlterG et redskab, der gør det muligt for patienterne at gennemføre deres mål uden for maskinen.
 - Vi kan gøre en stor forskel for vores patienter. Min vigtigste opgave som fysioterapeut er at få patienterne tilbage til et niveau, hvor de kan komme ud at løbe uden at få smerter. Og der er AlterG et rigtig godt redskab.

Erfaringer kommer flere patienter til gavn
Formålet med erfaringsudvekslingen i Horsens er at dele viden, erfaringer og resultater om AlterG for at skabe størst mulig værdi for patienterne ved at udnytte maskinens fulde potentiale.
 Bente Rona Jensen, lektor og ph.d. ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, deltog på mødet og delte sin viden om sine resultater om vægtaflastende træning i AlterG.
 Og det er ikke kun Proaktiv Horsens Fysioterapi der har glæde af den særlige træningsmaskine. Skive Sundhedscenter var blandt de første i Danmark, der fik AlterG.
 Efter blot en måned med maskinen var kapaciteten belagt. Det fortalte Inge Risum Nielsen, der er fysioterapeut i Skive Sundhedscenter, som også har oplevet, hvordan træning i maskinen har gavnet borgerne. Den store efterspørgsel har resulteret i, at Skive Kommune nu har investeret i endnu en AlterG.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024