Søskendes hemmelige verden på DR1



For at finde ud af betydningen af søskende-relationer og hvordan de former os helt op i voksenlivet, har DR fulgt 5 forskellige søskendepar I alderen 3-8 år, i et børnehus, udstyret med kameraer og mikrofoner. Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Vores søskende følger os gennem hele livet. Men hvad betyder søskenderelationer for udviklingen af vores personlighed og for de roller, vi indtager op gennem livet? Det ser DR1 nærmere på, når man i fem programmer følger fem forskellige søskendepar i alderen 3-8 år. ’Søskendes hemmelige verden’ sendes første gang 5. oktober klokken 20.30 på DR1.
I ’Søskendes hemmelige verden’ medvirker to af landets førende børnepsykologer, Grethe Kragh-Müller og Margrethe Brun Hansen. Sammen sidder de to eksperter klar i et børnehus udstyret med mikrofoner og kameraer og observerer børnenes adfærd i 10 dage. Grethe Krag-Müller og Margrethe Brun Hansen analyserer og kommenterer på, hvordan relationerne udfolder sig blandt de fem søskendepar, når børnene leger og havner i forskellige situationer - både de konfliktfyldte og de kærlige.

Omsorgsfuld storesøster eller forkælet lillebror?
"Programmerne kan få os til at tænke en ekstra gang over, hvad det betyder, om vi er storesøster eller lillebror i en familie. Er der virkelig noget om, at det altid er storesøsteren, der påtager sig omsorgsrollen over de mindre søskende – også som voksen? Og kan lillebroren slippe afsted med næsten hvad som helst? Det bliver der rig mulighed for at tænke nærmere over og diskutere, når ’Søskendes hemmelige verden’ ruller over skærmen, og forhåbentlig kan vi alle blive klogere på os selv og hinanden," siger redaktør på DR1 Micha Barken-Fuglede.

Kærlighed og konflikt
I programmerne kommer vi blandt andet rundt om søskendekærlighed, konfliktsituationer, uvenskaber og hierarkier. Ifølge programmets eksperter har søskendekærlighed nemlig helt andre dimensioner, end et venskab har. Men hvad sker der, når der kommer venner med i legen? Og hvordan påvirkes dynamikken i et søskendeforhold af konstellationen mellem kønnene? Nogle gange elsker vi vores søskende og andre gange hader vi dem. Det kan lyde voldsomt, når søskende skændes, men spørgsmålet er om det i virkeligheden er sundt at skændes med sine søskende?

Samarbejde mellem store og små
De fem søskende indgår i forskellige lege og forhindringer for, at eksperterne kan vurdere, hvordan de samarbejder og hvordan de håndterer nederlag og sejre. Vi ser på, hvilke redskaber børnene tager i brug eller mangler, når de skal ud af en konfliktsituation og hvordan man får ’tiltusket’ sig en plads i legen, selvom man er den lille. Det er ikke altid nemt at være den yngste i et søskendeforhold. Men det er bestemt heller ikke nemt at være den ældste. Børnene bliver sat på lidt af en prøve, når de blandt andet skal samarbejde om at bygge kunstværker og samarbejde om at komme hurtigst gennem en forhindringsbane.
"Der er masser af tårer og grin i ’Søskendes hemmelige verden’, men fremfor alt så bliver vi mindet om, at det at vokse op og gennemleve konflikter også er en del af at blive robust og blive klar til livet," siger Micha Barken-Fuglede.
De medvirkende søskende:
Nete 7 år & Loui 3,5 år
Victoria 7 år & Alberte 4,5 år
Victor 5 år & Bastian 4 år
Oscar 8 år & Sif 4 år
Franz 7 år & Lulu 5 år

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024