Ledige mødes uden for Jobcentret

Fanny fik en rigtig god relation til den medarbejder i Jobcentret, der kørte forløbet, men hun fik også udvekslet lærerige erfaringer med ligesindede. Det gjorde, at hun ikke følte sig så alene med sin situation. Foto: Per Algreen.
Fanny fik en rigtig god relation til den medarbejder i Jobcentret, der kørte forløbet, men hun fik også udvekslet lærerige erfaringer med ligesindede. Det gjorde, at hun ikke følte sig så alene med sin situation. Foto: Per Algreen.
Ledige mødes uden for Jobcentret
09. 07 2018
Luftforandring giver langtidsledige i Horsens Kommune fornyet tro på fremtiden

Det rykker for langtidsledige i Horsens Kommune, når de deltager i forløb, som foregår uden for Jobcentrets matrikel. Det viser resultaterne indtil nu af et toårigt projekt - Projekt Bedre ressourceforløb - der startede i januar 2017.
 Ved udgangen af 2017 var 70 % af kursisterne, der alle har langvarig forsørgelse bag sig, efterfølgende ude i et forløb i en virksomhed. Af dem gennemførte 60 % et tre måneders forløb.
 Særdeles godt når man tænker på, at nogle af dem ikke har været på arbejdsmarkedet i 20 år, siger projektmedarbejder Dan Monrad, Jobcenter Horsens.
 De ledige mødes med ansatte fra Jobcentret i Væksthuset, som ligger på byens gågade. I løbet af projektet fokuserer de ledige på ressourcer og udviklingsmuligheder med det formål at styrke deres kompetencer. Alt sammen med selvforsørgelse for øje.
 - Når de ledige møder op i Jobcentret, kan de ryste som espeløv i en halv time, før vi kan gennemføre mødet. Men når vi mødes med dem uden for Jobcentret, opstår der et nyt forhold mellem borgeren og sagsbehandleren, der fastholder motivationen. Vi kan nemmere komme ind på livet af de ledige, og de relationer, der dannes, sætter gang i en helt anderledes og dynamisk proces. Samtidig oplever vi, at deltagerne rent faktisk kommer til at konkurrere lidt og ”skubber hinanden opad” med hensyn til hvor mange timer, de tror, de kan arbejde, fortæller Dan Monrad.
 48-årige Fanny Dalby Thorup er én af dem, som er blevet positivt overrasket over forløbet. Fanny er langtidsledig på grund af sygdom og har været på kontanthjælp siden 2012.
 - Da jeg fik tilbudt forløbet i Væksthuset, tænkte jeg, at det garanteret var kedeligt, men det var det slet ikke. Der var lidt mere ro på her end ved de traditionelle møder på Jobcentret, og vi fik hurtigere opbygget en relation. De anderledes rammer gjorde faktisk, at jeg helt glemte, at jeg var til møde ”på Jobcentret”, fortæller Fanny, der efterfølgende selv fandt en virksomhedspraktik.
 Fanny er dog fortsat ledig på grund af sin sygdom, men forløbet har sat godt og grundigt skub i drømmen om, at der også er et job til hende:
 - Jeg er i fuld gang med at finde ud af, hvad jeg skal. Jeg håber virkelig på at komme ind på arbejdsmarkedet igen, så jeg kan blive en god rollemodel for mit barnebarn.