Stort naturprojekt ved Klostermølle klar til at blive sat i gang

Udkig over Klosterkæret ud mod Mossø. I dag står området under vand en del af året.
Udkig over Klosterkæret ud mod Mossø. I dag står området under vand en del af året.
Stort naturprojekt ved Klostermølle klar til at blive sat i gang
09. 08 2018
Området skal resultere i en helt ny og spændende naturtype.

Horsens Kommune skal nu i gang med et stort vandløbsprojekt i Klosterkæret ved Klostermølle. Det er for at give endnu bedre levevilkår for fisk og andre smådyr. Her skal vandet fra Gudenåen føres tilbage til sit oprindelige åløb, så fiskene kan svømme frit op og ned ad åen. Kommunen har ambitioner om, at projektet skal resultere i et område med en helt ny spændende naturtype.

Projektet udspringer af statens vandområdeplan for Randers Fjord. Ifølge planen skal kommunerne langs Gudenåen sørge for, at fisk og andre levende organismer har fri passage i åen. Kommunen slår i den sammenhæng to fluer med ét smæk og vil samtidig sikre en dynamisk, varieret og artsrig natur i området.

- Vi er så utroligt heldige at have en helt fantastisk natur her i kommunen. Derfor er det vigtigt, at vi gør, hvad vi kan, både for at beskytte vores natur og skabe bedre adgang til den - men det er en svær disciplin, som vi øver os på. Dette projekt er et godt eksempel på, hvad vi skal gøre mere af i fremtiden, for her skaber vi både beskyttelse og benyttelse. Vi gør nemlig noget godt for naturen omkring åen og for dyrene, der lever i åen, siger borgmester Peter Sørensen.

Ambition om at skabe et ferskvandsdelta
Passagen op gennem Døde Å til Gudenåens øvre løb skal forbedres for at give laksefisken bedre muligheder for at yngle. Det gøres ved at udvide og uddybe Døde Å. Men det er ikke kun laksefisk, der bliver glade for de nye forhold.

- I forbindelse med at vi uddyber Døde Å, sikrer vi samtidig, at det sand, som vandet fører med sig, naturligt vil blive aflejret på områder, som i dag ofte er oversvømmede og meget våde. Dette vil danne bedre grobund for mange plantearter, siger biolog Simon Marsbøll fra kommunens Natur og Miljøafdeling og tilføjer begejstret:

- Hvis det hele lykkes, vil Klosterkæret blive omdannet til et ferskvandsdelta. Et delta er kendetegnet ved stor dynamik, hvor mange arter af både planter og dyr kan leve. Det vil være helt unikt at genskabe et ferskvandsdelta her.

Borgmester Peter Sørensen er meget positiv over for projektet og siger:
- Vores ambition er at danne grobund for en endnu mere foranderlig og varieret natur i hele kommunen - til glæde for mennesker, dyr og planter - og det må man sige, at dette projekt gør.

Horsens Kommune sætter med projektet fokus på, at området omkring Klostermølle er et unikt sted, hvor naturen er i en positiv udvikling. Tranerne yngler derude igen for første gang i nyere tid. Og blandt andet den lille hvide blomst kæruld, som kun vokser i gode naturområder, har bredt sig meget i området inden for det seneste halve år.

Alle lodsejere bakker op om projektet
Det har hele tiden været afgørende for projektet, at lodsejerne er med på ideen. Kommunen har været i dialog med alle de berørte lodsejere - og alle bakker op om projektet. Derudover har kommunen fået bevilget penge fra staten til at gå i gang.

- Som kommune ser vi dette som en stor chance for at gøre noget rigtig godt for naturen. Så jeg håber selvfølgelig, at også Plan- og Miljøudvalget og Byrådet ser positivt på projektet og giver grønt lys for det, slutter Peter Sørensen.