Red Barnet har brug for indsamlere i Østbirk og omegn



Arkivfoto

Hver time er der børn, der kæmper for at overleve. Det er børn, der sulter og er ved at tabe kampen mod underernæring. Børn, der flygter fra bomberne i de voksnes krig. Børn, der bliver udsat for vold. I Danmark er det børn, som oplever mobning, overgreb, digitale krænkelser og social isolation.

Søndag den 2. september 2018 samler Red Barnet ind til de mest udsatte og sårbare børn, men organisationen mangler indsamlere.

- Red Barnet kan ikke se stiltiende på, at børn i Danmark eller ude i verden får ødelagt deres muligheder for at være børn. Vi kan ikke acceptere, at de ikke trives, ikke kommer i skole eller er udsat for vold eller overgreb. Alle børn har ret til en god og tryg opvækst. Derfor går pengene fra dette års landsindsamling til, at alle børn kan få mulighed for at udleve deres fulde potentiale, leve i tryghed og få en ordentlig skolegang, siger Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær for Red Barnet.

Få indsamlingsbøtten sendt til døren
Red Barnet har gjort det enkelt at være indsamler. Igen i år kan man som indsamler selv vælge sin rute direkte på Red Barnets hjemmeside. Herefter sender Red Barnet en indsamlingsbøtte hjem til indsamlerne på deres adresse, og så er er der kun tilbage at tage familie eller venner under armen og gå ud og ringe på dørene den 2. september.

Jo flere frivillige indsamlere, der går på gaden i Østbirk og omegn, jo flere børn kan Red Barnet hjælpe både herhjemme og ude i verden.

- Hvis du giver børnene tre timer af din tid, er du med til at redde børneliv, for hver time tæller, når vi samler ind, siger Jonas Keiding Lindholm.
Rohingya-børn frarøves skolegang og chancen for en fremtid

Viden og læring er afgørende for alle børn – ikke mindst for børn, der er fattige og på flugt. Derfor er det dybt bekymrende, at hundredtusinder af rohingya-børn ikke har modtaget undervisning, siden de sidste sommer flygtede til Cox’s Bazar i Bangladesh på grund af overgreb i deres hjemland Myanmar.

Over 70 procent af børnene – mere end 327.000 – modtager ingen form for undervisning. Når børn ikke kommer i skole, mister de chancen for at udvikle sig til en fremtid, hvor de bedre kan klare sig selv.

- Børnene har alt imod sig. De har mistet hjem og familie og har et meget stort behov for trygge rammer. Hvis disse børn kunne komme i skole på trods af deres flugt, ville de kunne genoptage en tryg og kendt rutine fra deres tidligere liv. Rohingya-børnenes behov er et godt eksempel på, hvordan vores samlede indsats kan gøre en afgørende forskel for børn. Derfor rækker vi ud og opfordrer til, at man melder sig som indsamler søndag den 2. september, siger Jonas Keiding Lindholm.

Hver time tæller for rohingya-børnene og børn på flugt fra krig og katastrofer. Hver time tæller for børn i nød – og der er stadig brug for indsamlere i Østbirk og omegn.

Kontakt presseansvarlig Gitte Bank Jensen i Red Barnet, gbj@redbarnet.dk eller telefon 2155 2045, hvis du ønsker at få oplyst, hvor mange indsamlere der mangler i din by eller dit område.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024