Hovedgård Fitnessforening giver 60.000 kr. til ny multihal

 Helle Fisker, formand for Hovedgård Fitness
Helle Fisker, formand for Hovedgård Fitness
Hovedgård Fitnessforening giver 60.000 kr. til ny multihal
10. 02 2019
Endnu en forening har valgt at støtte multihallen med en stor donation. Denne gang er det Hovedgård Fitnessforening, som giver 60.000 kr. til den ny multihal. Fitnessforeningen bakker op om projektet, fordi de gerne vil fremme fællesskabet i Hovedgård og omegn.

Hovedgård Fitnessforening ser multihallen som en mulighed for at samle lokalområdet omkring hallen og aktiviteterne heri.

- Som det er i dag, er der mange foreninger og aktiviteter der er spredt rundt omkring i byen på forskellige lokaliteter. Med den nye multihal ser vi gode muligheder for at fremme fællesskabet omkring de forskellige aktiviteter, siger Helle Fisker, formand for Hovedgård Fitnessforening.

Hovedgård Fitnessforening håber også på at kunne tiltrække flere medlemmer, når de får til huse samme sted som fx børnenes aktiviteter. Hovedgård Fitnessforening har i dag ca. 300 medlemmer i alderen 16-75 år. Foreningen tilbyder både spinning, individuel træning og holdtræning.

- Vores ønske er at kunne tilbyde mange flere holdtræninger, da der er stor efterspørgsel efter det. Men det er ikke muligt i dag pga. pladsmangel i de nuværende lokaler. Så vi glæder os til at flytte over i den nye multihal, siger Helle Fisker.