Der investeres i livskvalitet i Hovedgård og omegn



Flere familier har valgt at købe folkeaktier til alle medlemmer i husstanden. F.eks. har familien Bie Mortensen støttet projektet med 4 folkeaktier. ”Vi støtter projektet, fordi vi gerne vil bidrage til at Hovedgård kan fremstå som en attraktiv by med moderne og tidssvarende faciliteter. Vi synes, at det er vigtigt, at børn og unge har optimale muligheder for at dyrke sport i lokalsamfundet, og ikke behøver at benytte andre byer for at udøve deres sport.

- Vi håber også på, at en ny fed multihal kan være med til, at vi kan bevare vores udskoling, både ved at flere vil flytte hertil, men også for at kunne være konkurrencedygtige i forhold til faciliteter i større byer og på efterskoler. Med vores børns nuværende alder vil vi også se frem til, at vi kan være sammen som familie til forskellige idrætsgrene, men under samme tag og indenfor samme tidsrum, siger Heidi Bie Mortensen.

De lokale virksomheder bakker op

For de lokale virksomheder er det også afgørende, at Hovedgårdområdet bliver ved med at udvikle sig. Samtidig lyder der stor anerkendelse for det store frivillige arbejde, der er lagt i projektet.

- Min far Henning Lind startede i 1977 Tømrerfirmaet i Hovedgård, og firmaet har i over 40 år været en del af byens udvikling. Jeg er selv født og opvokset i byen og blev en del af firmaet i 2002. Siden 2014, hvor min far gik på pension, har jeg stået i spidsen for firmaet. Vi har igennem alle årene haft et stor fokus og tæt samarbejde med vores kunder i lokalområdet. Jeg vil gerne hjælpe byens fortsatte udvikling, og støtter selvfølgelig et super godt projekt som dette, som ikke har kunnet lade sig gøre uden alle de mange frivillige, fortæller Kenn Lind, fra Tømrerfirmaet Henning Lind.

Også fra Thomas Pedersen, der for nylig har startet eget firma, lyder der ros til det frivillige arbejde. ” I takt med at Hovedgård vokser, er der brug for et bedre og større samlingssted til byens borgere i alle aldre. Som lokal erhvervsdrivende og bruger af hallen, vil jeg naturligvis gerne støtte op omkring den nye Multihal. Kæmpe ros til alle jer frivillige ildsjæle, som har lagt et stort arbejde i, at få byens mangeårige drøm til, at blive til virkelighed.", siger Thomas Pedersen om baggrunden for sit sponsorat på 10.000 kr.

Moderne og indbydende fritidsfaciliteter i mange, mange år ind i fremtiden

Investeringen i projektet er vigtige skridt på vejen mod første spadestik til det, der bliver Hovedgård og omegns nye kultur- og idrætscenter. Et stort og ambitiøst byggeri på 1700 kvm, der sikrer borgerne i Hovedgård og omegn moderne og indbydende fritidsfaciliteter mange, mange år ind i fremtiden. Samtidig gør det nye samlingssted Hovedgård og omegn til et endnu mere attraktivt område at bosætte sig i - og ikke mindst at bo og leve i - for store såvel som for små.

Det nye center bliver ikke bare en idrætshal, men et moderne kulturcenter, fortsætter Lene Henriksen. Et center, der kommer til at danne rammen om kulturoplevelser, spændende foredrag, større og mindre koncerter. Oplevelser vi i dag skal køre efter, men som fremover kan holdes her lokalt, fordi vi med det nye kultur- og idrætscenter får pladsen til det. Centeret får tilmed et køkken, så det bliver muligt at servere mad ved kulturelle og sociale arrangementer - fx til receptioner, familiefester mm. Med de mange ekstra kvadratmeter kan vi endelig samle Hovedgård og omegns unge til LAN-partys, halfester, e-sport mm. Se det er fedt!

Gode muligheder for senioraktiviteter

Det nye center kommer til at rumme alle aldre - og med fællesskabet som omdrejningspunkt. I dag er senioridræt ikke en mulighed i dagtimerne, da Hovedgårdhallen benyttes fuldt ud af Hovedgård Skole. Med det nye center, som foruden den eksisterende hal også rummer en stor og en lille multisal, mødelokaler samt fitnesslokaler på 1. sal, åbnes der op for, at seniorer kan mødes og være i aktivitet med andre seniorer - i dagtimerne. Den lille multisal, der opføres, fordi skolen skal bruge gymnastiksalen til andre formål, er ideel til dans, gymnastik, yoga mm.

Samtidig får vi et mødested i det nye café- og loungeområde, hvor vi kan samles over en kop kaffe og lidt lækkert. Forældre på barsel, ofte tilflyttere uden kendskab til lokalområdet, får med det nye center mulighed for at lære andre at kende i dagtimerne. Det er vigtigt for tilknytningen og vigtig for sammenhængskraften i området. 

Mange aktiviteter under samme tag for børnefamilier

Den travle børnefamilie får aktiviteterne samlet under samme tag i det nye kultur- og idrætscenter. Mens poderne går til gymnastik, dans og håndbold kan forældrene fx træne i fitnesscentret på samme tid med børnene. Man skal ikke tænke på at køre frem og tilbage eller sidde på en kold bænk og vente. Nej, man kan som forælder få dyrket sine aktiviteter på samme sted og i samme tidsrum som sine børn. I en presset hverdag er det guld værd. Som forælder kan man nu også bare sætte sig i det nye café- og loungeområde og hænge ud med andre ventende forældre, drikke en kop kaffe og lære hinanden at kende - nu på kryds og tværs af forskellige foreninger og børnenes idrætsgrene. Det kommer til at summe af liv og aktivitet fra tidlig morgen til sen aften i det nye kultur- og idrætscenter. Det kommer til at danne rammen om livets store og små øjeblikke igen og igen og igen - de næste mange år ind i fremtiden. Uh, hvor vi glæder os.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024