Nu skruer Horsens op for det sociale ansvar



Af Mettelise Pasgaard Antonsen

Blækket er netop blevet tørt på den nye strategi Sammen får vi alle med, som skal sætte socialt ansvar på dagsordenen i Horsens. HORSENS ALLIANCEN og Jobtaskforcen har ført pennen, og visionen er at skabe et arbejdsmarked for alle.

For Borgmester Peter Sørensen er et større fokus på socialt ansvar et helt nødvendigt skridt for at sikre et arbejdsmarked, der fungerer:

- I vores kommune er for mange unge uden job eller uddannelse, og for mange er langtidssygemeldte. Når flere arbejdspladser samtidig mangler hænder, er det en ekstra stor udfordring. I Horsens kan vi noget helt særligt med at løfte vores udfordringer i flok. Den nye strategi understreger, at vi er en ambitiøs kommune, der ikke bare snakker om socialt ansvar. Vi gør det, og vi er stolte af det.

Strategien henvender sig til både erhvervsledere, uddannelsesfolk, politikere, foreninger og helt almindelige borgere. Alle kan de bidrage til at skabe et arbejdsmarked for alle.

Den brede målgruppe for strategien uddyber Kristian Nielsen, som er direktør for AC Horsens og medlem af Jobtaskforcen - et underforum til HORSENS ALLIANCEN.

- Der er ikke nogen af os, der kan undværes, hvis vi skal lykkes med at få alle med. Strategien skal selvfølgelig motivere lederne på arbejdspladserne i Horsens Kommune. Men socialt ansvar skal også komme nedefra - at medarbejderne opfordrer ledelsen til at række en hånd til de mennesker, som har brug for hjælp til at bide sig fast på arbejdsmarkedet.

Det videre arbejde med strategien for socialt ansvar vil især foregå i Jobtaskforcen. Men ambitionen er også, at hver enkelt arbejdsplads, organisation eller borger overvejer, hvilke handlinger de hver især kan bidrage med for at føre strategien ud i livet.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024