Ny natursti i Ejer Bjerge skiller sig ud



Fotos: Karin Majland
Trækplasteret var først og fremmest de særlige kvaliteter i den ca. fem lange natursti mellem Landsbyordningen Ejer Bavnehøj og Sneptrup. Herunder spændende træfigurer og en unik shelter a la Noas ark strandet på Granhøjen. Og ikke mindst broforbindelsen gennem Bredmosen, så man nu kan nå tørskoet til Tebstrup.

Viceborgmesteren i Skanderborg Kommune Frank Damgaard sagde i sin indvielsestale:
”Hold da op, hvor er det et imponerende projekt, I har fået skabt. Aktive borgere har puklet for at nå i mål. Forleden aften kunne man høre spadestik og prusten. Man kunne nok også lugte sved. Og man kunne se 20 frivillige grave en masse pæle ned til piktogrammer og rutevisning.”

”Nogle ville tænke, ”Åh, det kunne nu også være dejligt med en sti her”, og så ville de ikke få gjort noget ved det. Sådan er det ikke her i området. I drømmer OG I handler – og derfor står vi her i dag.”

”Foreninger har samarbejdet og ydet en uvurderlig indsats. Sådan et sammenhold skaber resultater. I Skanderborg Kommune er vi meget optaget af samspillet med aktive borgere og det, der kan ske, når aktive mennesker møder andre mennesker.”

Inden Frank Damgaard klippede et naturligvis grønt silkebånd – med en grensaks – spændt ud mellem to keruber ved Edens Have, fremhævede han:
”Præstegårdsstien er resultatet af, det vi kalder ’et grønt partnerskab’. Det er en arbejdsform, vi er begejstrede for i Skanderborg Kommune – og berømte for. Hvis der var et Danmarksmesterskab i grønne partnerskaber, ville vi bestemt bejle til guldmedaljen. Humlen i et grønt partnerskab er, at projektet skal komme fællesskabet til gode. Præstegårdsstien er ingen undtagelse."

Slangen og æbleskroget minder os om fristelser
Præst Benedikte Baggesgaard fortalte i sin tale om baggrunden for bibelske fortælling omsat til træfigurer langs stien:”Efterhånden som ideerne tog form, oplevede vi nærmest, at vi gik rundt her, i det hellige land; i den gamle paradishave – hvor fortællingen om de første mennesker nu rejse sig om os for alle vores sanser med fuglesang og blomsterduft. På en regnvejrsdag åbner himlens sluser sig over Noas ark og Granhøjen blev et helt lille Ararat. Det bjerg hvor Noas ark strandede efter syndfloden.”

”De tre store verdensreligioner der samles i det, der hedder Abrahams hus. Abraham er nemlig stamfar til os alle sammen. Og Abrahams hus har vores træskulptør Allan Bo Jensen lavet som et madpakkehus – med søjlerne Abraham, Sarah og Ismael – og mon ikke Isak er undervejs:  Og under taget i madpakkehuset – der kan man virkelig mærke, at vi alle bor under den samme himmel.”

”Det var tanken, at hele området hernede skulle være en vandring gennem det hellige landskab – og edens have– en have med frugttræer, skabt til leg og glæde – skulle naturligvis med: den vogtes, som I kan se, af to keruber – to engle – med flammesværd.”

”Men som I ved, er der altid en slange i paradis – og den ligger her, stor og farlig – ved siden af det æble, Adam spiste af, da Eva rakte ham det. Som slangen fristede Eva fristede hun Adam – æbleskroget minder os om, hvor let det er at lade sig friste. Til at snyde i skat – fortælle en hvid løgn – tænke på os selv frem for andre. Måske en tur ud omkring æblet indimellem kan hjælpe en og anden i en indre sjælekamp – så vi bliver bedre til at vælge det gode – det sande og det smukke.”

”Og glemte man det alligevel i et svagt øjeblik – så har vores lokale træmand, Palle Wisbech opført Noas ark som et shelter. Her kan man finde ly og læ i livets stormvejr. Og bjærge sig i land trods alle sine fejl og fald. Selve skovrummet omkring arken er nærmest som en katedral – og jeg tror det bliver populært til udendørs vielser – hvor man kan vie sit liv til hinanden under livstræets kroner. Man kan holde hele festen derude, ved det flotte langbord – og så rede arken op som en brudesuite.”

Helstegt pattegris til alle, sponsoreret af Havreballegård, gik som varmt brød til indvielsen. Og Sigurd Barrett spillede med band sin populære fortolkning af Danmarkshistorien.

Fakta
Følgende foreninger og institutioner indgår i det Grønne Partnerskab Sneptrup Præstegårdssti: Ejer Bjerge, KFUM-Spejderne Ejer Bavnehøj Gruppen, Ejer Bavnehøjs Venner, Naturstyrelsen Søhøjlandet, Danmarks Naturfredningsforening Skanderborg, Friluftsrådet Søhøjlandet, Museum Skanderborg, VisitSkanderborg, Tebstrup Forsamlingshus og Borgerforening, Landsbyordningen Ejer Bavnehøj, Dagli’Brugsen i Tebstrup, Sneptrup Præstegård, Ovsted-Tåning-Hylke Sognes Menighedsråd og Skanderborg Kommune - Kultur, Borger og Plan samt Vej og Trafik. Projektet er finansieret via støtte fra Naturstyrelsen, Friluftsrådet, Den Folkekirkelige Udviklingsfond, Forkyndelsespuljen, Vanførefonden, Lokale og Anlægsfonden samt kommunens Skønpulje, Landdistriktspulje og Grøn Partnerskabspulje.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024