Ny programchef til Horsens Teaterfestival

Adelaide Bentzon er ny programchef for Horsens Teaterfestival. Festivalen 2020 foregår den 18.-20. september.
Adelaide Bentzon er ny programchef for Horsens Teaterfestival. Festivalen 2020 foregår den 18.-20. september.
Ny programchef til Horsens Teaterfestival
26. 06 2020
Den nye programchef hedder Adelaide Bentzon og er uddannet koreograf.

Horsens Teaterfestival vil sætte nye retninger og udfordre scenekunsten.

Derfor har festivalen ansat koreograf og iscenesætter Adelaide Bentzon, som de kommende to år skal tegne festivalens kunstneriske profil og igangsætte nyskabende formater, der skal lægge op til refleksion og debat.

- Horsens er en levende og nyskabende kulturby, og derfor ligger det helt i tråd med kommunens dna at ændre festivalens struktur ved at ansætte en kunstner, som kan være med til at udvikle festivalen og vores kulturliv. Jeg ser frem til de kommende festivaler og glæder mig til at se hvad Adelaide Bentzon byder ind med, siger Lasse Schuleit, der er kultur- og eventchef i Horsens Kommune.

Nye fællesskaber

Adelaide Bentzon kommer til festivalen med et ønske om at gøre moderne kunst let tilgængelig. Hun brænder for at skabe nye fællesskaber og vil i 2021 arbejde med temaet 'Ukendt land'.

- Jeg glæder mig til at blive en del af det hold, der hvert år tilrettelægger den fejring af scenekunst for børn og unge, som Horsens Teaterfestival er, siger hun.

- Jeg overtager posten fra dygtige folk, der gennem årene har udviklet og præget festivalen, og jeg ser frem til at være med til at udvikle videre på festivalen, så den fortsat er en visionær, legende og spændende platform, der bekræfter, at scenekunst for de yngre er værd at tage alvorligt, lyder det fra Adelaide Bentzon.

Adelaide Bentzon er uddannet koreograf og er kunstnerisk leder af performancegruppen Liminal.

Hun tiltræder stillingen som programchef den 1. september 2020 og skal planlægge festivalerne i 2021 og 2022 sammen med projektkoordinator Iben Høgh Grøftehauge på festivalen og dramaturgiatet.