Ny vandrerute på den gamle jernbane mellem Horsens og Odder

Foruden de to endestationer i Horsens og Odder var der 32 stationer og trinbræt langs den gamle jernbane. Undervejs går ruten gennem flere af de gamle stationsbyer, som her i Oldrup, hvor det originale skilt er bevaret. Foto: Melissa Villumsen
Foruden de to endestationer i Horsens og Odder var der 32 stationer og trinbræt langs den gamle jernbane. Undervejs går ruten gennem flere af de gamle stationsbyer, som her i Oldrup, hvor det originale skilt er bevaret. Foto: Melissa Villumsen
Ny vandrerute på den gamle jernbane mellem Horsens og Odder
10. 07 2020
Med åbningen af Banestien mellem Horsens og Odder får naturinteresserede, motionister og turister nu mulighed for at udforske naturen ved Horsens Fjord på tæt hold. Stien er resultatet af et samarbejde mellem de to kommuner og lokale kræfter og byder på store naturoplevelser såvel som hyggelige landsbymiljøer.

Snør støvlerne, fyld vandflasken og smid rygsækken over skulderen. Nu er det muligt at vandre fra Horsens til Odder i naturskønne og historiske omgivelser på Banestien. Den 36 km lange afmærkede sti følger i store træk banetracéet fra den gamle privatbane, som før i tiden forbandt de to byer, og snor sig undervejs gennem et varieret landskab på veje, stier og i markskel.

Banestien er blevet til som en del af det tværkommunale samarbejde "Naturområde Horsens Fjord", hvor Horsens, Odder og Hedensted kommuner samarbejder om at lave bedre stier og flere aktiviteter og oplevelser ved fjorden på tværs af de tre kommuner. Og det glæder, Ole Lyngby Pedersen, formand for Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget i Odder Kommune samt formand for den politiske styregruppe i fjordsamarbejdet, at stien nu er en realitet.

- Med banestien har vi fået skabt en varieret og smuk tur, som store som små i Horsens og Odder få glæde af. Stien er desuden et godt eksempel på, hvad vi kan opnå, når vi samarbejder på tværs af kommuner og inddrager frivillige kræfter fra lokalsamfundene, siger han.

Hyggelige stationsbyer og fantastiske udsigter

Undervejs på turen kan man opleve fantastiske udsigter over Horsens Fjord, åbne landskaber og den hyggelige stemning, som hersker i de små stationsbyer langs den gamle banestrækning. Turen er meget varieret - nogle steder følger ruten asfalterede stier, mens den andre steder går ad små trampestier, hvor naturen vokser vildt.

Formand for Plan- og Miljøudvalget i Horsens Kommune, Martin Ravn, ser frem til at lokale såvel som turister fremover kan få sig endnu en naturoplevelse i området omkring Horsens Fjord.

- Det er en utrolig smuk rute, som på bedste vis kombinerer naturoplevelser med lokalhistorie. Ferien er jo netop begyndt og jeg håber, at både lokale og turister vil snøre vandrestøvlerne og udforske stien og området omkring Banestien i løbet af sommeren, siger han.

Er kræfterne ikke til at løse 'returbillet' på den gamle jernbane, forbindes turens startsteder i Horsens og Odder af en regional busrute. Undervejs gør bussen stop i mange af de små byer langs med strækningen således, at det også er muligt at begive sig ud på en kortere tur.

Foruden de to endestationer i Horsens og Odder var der 32 stationer og trinbræt langs den gamle jernbane. Undervejs går ruten gennem flere af de gamle stationsbyer, som her i Oldrup, hvor det originale skilt er bevaret. Foto: Melissa Villumsen

Et skridt på vej mod flere stier og naturoplevelser

Langs med ruten er der opsat infotavler, som løbende fortæller om områdets natur og historie. En af disse historier knytter sig til de mange frugttræer langs stien, som efter signende stammer fra de æbleskrog og kirsebærsten, passagerne på den gamle jernbane smed ud af togvinduerne. Ruten er desuden tydeligt afmærket med røde pile og prikker, så der er ingen grund til bekymring, hvis man ikke er kyndig med et kort i hånden.

Netop en øget tilgængelighed og adgang til Horsens Fjord og områderne omkring den er et af delmålene med samarbejdet på tværs af kommunerne. Og åbningen af Banestien er ifølge Niels Peter Bøgballe, næstformand i Plan- og Miljøudvalget i Horsens Kommune, et godt skridt på vejen mod at få flere ud i det grønne:

- Vi vil gerne have, at endnu flere får øjnene op for den fantastiske natur, fjordlandskabet byder på. Med færdiggørelsen af Banestien åbner vi området op for endnu flere, og samtidig kommer vi et skridt tættere på vores mål om en sti hele vejen rundt om fjorden, så det bliver muligt at gå fra Hou til Horsens og videre til Snaptun, siger han.

www.udinaturen.dk er det muligt at danne sig et overblik over ruten og samtidig finde nyttig information om bl.a. indkøbs-, spise- og overnatningsmuligheder undervejs. Det er også muligt at læse en nærmere beskrivelse af ruten på Visithorsens' hjemmeside.

Fakta

• Banestien er 36 km lang og løber langs banetracéet fra den gamle privatbane mellem Horsens og Odder, der var i drift fra 1904 og frem til 1967. Banen nåede i sin levetid at transportere otte millioner passagerer og to millioner tons gods
• Banestien er lavet i samarbejde mellem Horsens og Odder Kommuner, private lodsejere og Naturstyrelsen
• Det er kun muligt at cykle på dele af ruten, ligesom det ikke anbefales at medbringe barnevogne eller lignende, da ruten nogle steder går ad smalle trampestier