Nye campinghytter ved Bygholm Sø er klar til indvielse

De seneste uger har håndværkere fra Tømrerfirmaet M&M ApS arbejdet på de fem nye campinghytter, som ligger i smuk natur helt ned til Bygholm Sø. Her er det Anton Paaske, som arbejder indenfor i en af hytterne. Foto: Rikke Schjøtz Jensen.
De seneste uger har håndværkere fra Tømrerfirmaet M&M ApS arbejdet på de fem nye campinghytter, som ligger i smuk natur helt ned til Bygholm Sø. Her er det Anton Paaske, som arbejder indenfor i en af hytterne. Foto: Rikke Schjøtz Jensen.
Nye campinghytter ved Bygholm Sø er klar til indvielse
30. 06 2018
I budgettet for Horsens Kommune blev der i 2018 afsat en mio. kr. til at bygge fem nye campinghytter på Bygholm Sø Camping i Horsens. Campingpladsen bliver passet af medarbejdere med særlige behov.

Der bliver hamret og savet på Bygholm Sø Camping for tiden, for her er fem nye campinghytter ved at blive bygget. De første tre blev indviet fredag den 29. juni, hvorefter de er klar til at blive lejet ud til gæster.
 Byggeriet af hytterne er en del af Horsens Byråds budgetforlig for 2018. Heri blev der afsat en mio. kr. til at forbedre campingpladsen med hytterne samt en bedre servicebygning.
 Campingpladsen er ejet af Horsens Kommune og er en del af kommunens indsats for at hjælpe borgere med særlige behov i arbejde. I øjeblikket er 12 medarbejdere fra ASV (arbejde og specialundervisning til voksne og unge) ansat på stedet, og med de færdige hytter får de flere opgaver, de skal løse bl.a. rengøring og vedligehold af udeområderne omkring hytterne.
 Lejrchef Dorthe Andersen oplever, at arbejdet har stor betydning for medarbejderne.
 - Det giver dem en masse glæde og livskvalitet. Man kan se, at det betyder noget, når de møder, tager deres t-shirts og kasketter på, for så er de på arbejde og har forskellige opgaver, de skal løse, fortæller Dorthe Andersen.

Dejligt med et nyt tilbud
De nye hytter er på 25 kvm og har fire sovepladser. Hytterne er indrettet med to soverum, et opholdsrum med spiseplads og et lille tekøkken med kogeplader. Fra alle hytter er der en smuk udsigt til Bygholm Sø.
 Ifølge Dorthe Andersen er de første hytter allerede booket, og det nye tilbud har været efterspurgt.
 - Vi bliver jævnligt spurgt, om vi har hytter på pladsen, f.eks. når der er store arrangementer på Fængslet, konfirmation på Scandic Bygholm Park, eller når familien skal på overnatning. Så det er rigtig dejligt, at vi nu kan leje hytter ud, fortæller hun.
 Indvielsen af de første tre hytter skete fredag den 29. juni kl. 11, hvor borgmester Peter Sørensen holdt tale, og hvor der var mulighed for at se hytterne.

Hytterne kan bookes på campingpladsens hjemmeside:
http://camplakeside.dk/priser-2018.html
 Foruden hytterne har Bygholm Sø Camping 28 pladser, tre shelters samt teltpladser i shelterområdet. I hytterne er der mulighed for at leje en ekstra seng, så der bliver fem sovepladser.