Nyt stærkt gymnasium i Horsens



Fra 2021 samles 1.350 elever og 115 årsværk fra Horsens Gymnasium og Horsens Statsskole på ét gymnasium

De to gymnasier i Horsens, Horsens Statsskole og Horsens Gymnasium, planlægger at lægge sig sammen, hvis en række forudsætninger kan komme på plads. Det sker for at give de kommende gymnasieelever fra Horsens og Hedensted kommuner de bedste vilkår og rammer for at tage en gymnasial ungdomsuddannelse.
 Det nye gymnasium skal hedde Horsens Gymnasium & HF. Navnet, der samler både geografien og det samlede uddannelsesperspektiv, blev besluttet af de to bestyrelser i fællesskab i sidste uge. Det har undervejs været undersøgt, om det er muligt at bygge et helt nyt gymnasium, men den løsning er simpelthen for dyr. Derfor indebærer sammenlægningen, at de to gymnasier flytter sammen på Studentervænget 2 i Horsens. Det sker efter den nuværende plan fra august 2021 eller senest fra årsskiftet 2021/22.
 -Vi skal bruge tiden indtil da på at udvide faciliteterne på Studentervænget, bl.a. for at få plads til lærere og elever fra de to skoler. Sammenlægningen giver os anledning til at forbedre faciliteterne og skabe et moderne læringsmiljø med et endnu stærkere fokus på den gode undervisning, som giver elever og lærere de bedste rammer for undervisningen. Vi får flere studieretninger og valgfag, og indretningen i nybyggeriet skal både rumme traditionelle klasseværelser og fleksible lokaler med fokus på elevaktiverende arbejdsformer, siger rektor på Horsens Statsskole Flemming Steen Jensen.
 Fremtidens STX- og HF-elever får dermed et endnu stærkere undervisningstilbud, som kombinerer begge skolers høje faglighed med en bredere vifte af muligheder, og som tillader den enkelte at udvikle sig fra elev til studerende. Horsens Gymnasium & HF får også en hverdag, der fortsat vil bære præg af den store mangfoldighed, som karakteriserer de to gymnasier i dag.
 -Samtidig er det vigtigt fra begyndelsen at opbygge et stærkt fællesskab blandt både elever og lærere, understreger Jens Skov, rektor på Horsens Gymnasium, og fortsætter:
 -Ved at lægge kræfterne sammen kan vi i endnu højere grad opfylde forventningerne til os fra omverdenen. Vi har i forvejen et godt samarbejde med grundskolerne i Horsens og Hedensted, med de øvrige ungdomsuddannelser i byen og med VIA University College samt universiteterne, og det vil kun blive styrket med sammenlægningen, siger han.
 De to rektorer understreger, at begge gymnasier i Horsens i dag er særdeles velfungerende med gode resultater, stabil og god søgning og en god økonomi. Sammenlægningen er truffet for at kunne imødegå fremtidige udfordringer og besparelser. Det er rettidig omhu, at sammenlægningen sker nu, i stedet for at vente til der opstår problemer.
 Horsens Gymnasium & HF vil få ca. 1.350 elever og ca. 115 årsværk, når sammenlægningen er gennemført. Der er således lagt op til, at underviserne på de to gymnasier fortsætter på det nye gymnasium.
 Det nye gymnasium bliver den næststørste uddannelsesinstitution i Horsens, beliggende tæt på det kommende campusområde ved banegården, og det vil tiltrække elever fra hele Horsens Kommune samt en del af Hedensted Kommune.
 Onsdag morgen blev de to gymnasiers ansatte orienteret om sammenlægningen. Indtil videre fortsætter hverdagen på begge gymnasier uden forandringer. Gymnasiernes to bestyrelser vil fra nu af holde fælles bestyrelsesmøder for at give det nye samarbejde de bedst mulige betingelser. Det er endnu ikke afgjort, hvem der bliver rektor for Horsens Gymnasium & HF.
 Horsens’ borgmester Peter Sørensen er glad for gymnasiernes beslutning om en sammenlægning:
 - Det er en stor og modig beslutning, de to bestyrelser har truffet – og en beslutning, som giver Horsens et nyt stort, stærkt og fremtidssikret gymnasium og styrker Horsens som uddannelsesby. Samtidig er det selvfølgelig mit håb, at placeringen tæt ved Campus også vil medvirke til at styrke de unges muligheder for uddannelse her i Horsens, siger han.
 Samtidig har Horsens Kommune tilkendegivet en interesse i at købe bygningerne på det nuværende Horsens Gymnasium:
 - Horsens er i kraftig vækst, også i indbyggertallet, så vi har brug for mere kapacitet på både dagtilbuds- og skoleområdet. En stor del af væksten sker i sydbyen, og derfor er bygningerne, hvor Horsens Gymnasium er i dag, interessante for os, siger Peter Sørensen.

Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024