ØIF gymnastikopvisning og årets ungeleder

ØIF gymnastikopvisning og årets ungeleder
16. 03 2019
Vanen tro var Østbirk Hallen proppet til randen med gymnaster, instruktører, ledere og ikke mindst forældre, søskende og bedsteforældre.

På slaget 13.30 var der flot indmarch med gymnasterne i hver sin side af tilskuerrækkerne og med fanebærerne, fem i alt, foran og det så meget flot ud, da de gik på gulvet til publikums taktfaste klap.

Først hold på gulvet var et opvisningshold fra Brædstrup Springgymnastik. Holdet var fantastisk dygtigt og fik hurtig Østbirk Hallen til at genlyde af endnu flere klapsalver og tilråb.

Holdet blev afløst af de mindste, holdet som kalder sig Fuld fart med mor/far og alle så ud til at have en fest, da de viste hvad de har trænet hele vinteren. Herefter kom holdene på gulvet i en lind strøm og der blev hoppet på air track, slået kolbøtter, trillet, stået på hænder og sprunget over ”heste”.

Inden pausen kom ØIF gymnastikafdelings cirkeltræningshold som er et voksenhold og de gav den gas med vægtstænger, kettlebells og andre ”torturinstrumenter”. Det var tydeligt at se, at cirkeltræning aktiverer alle muskler i kroppen og får pulsen op u det røde felt i løbet af kort tid. Efter endt program skulle redskaberne af gulvet, hvilket så lidt anstrængt ud for nogle af de mest energisk som havde brugt alt deres energi på gulvet.

Efter pausen, hvor der var mulighed for at købe sportstøj, var første hold på gulvet forældre/barn-holdet som havde lidt tekniske problemer med musikken de første par minutter, men det lod børnene sig ikke mærke med. Da programmet var forbi, kom afdelingsformand Thora Helene Sørensen og Hanne Nielsen på gulvet for at overrække prisen til årets ungeleder. Hæderen gik de frivillige hjælpetrænere Andreas Adamzcky og Thea Adamzcky. De blev begge betegnet som ildsjæle og som stor hjælp, da de altid er villige til at give en hjælpende hånd hvor der trænges til det i gymnastikafdelingen.

Eftermiddagen fortsatte med de øvrige programsatte hold og opvisningen blev afsluttet med den obligatoriske afslutning og fælles udmarch.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook