Økonomisk støtte til lokale projekter og øget trafiksikkerhed i landsbyerne

Økonomisk støtte til lokale projekter og øget trafiksikkerhed i landsbyerne
09. 03 2018
1 mio. kr. går til projekter, der bidrager til en positiv udvikling

Plan- og Miljøudvalget tildelte i tirsdags ca. 1 mio. kr. til lokale projekter i Gedved, Sdr. Vissing, Hatting, Vinten og Nim fra Mellembypuljen. Pengene skal bl.a. bruges til at udvide Gedved Bikepark, lave en legeplads i Hatting, og forskønne torvet i Sdr. Vissing.
 - Pengene går til nogle projekter, som bidrager til en positiv udvikling og forskønnelse i den enkelte by. Det er projekter, der løftes af nogle engagerede borgere og lokalforeninger, som ønsker det bedste for deres by. Og det er hele formålet med Mellembypuljen, siger formanden for Plan- og Miljøudvalget, Martin Ravn.
 - Men kassen er faktisk ikke tom endnu. Der er stadig 450.000 kr. tilbage i Mellembypuljen til nye projekter i 2018. Det er derfor muligt at søge om støtte til ens projekt, hvis det opfylder kriterierne, tilføjer Martin Ravn
 Mellembypuljen har tidligere støttet projekter som f.eks. outdoor fitness i Østbirk og multibanen ved multihuset i Lund. Det er følgende byer, som kan søge tilskud fra Mellembypuljen: Hansted/Egebjerg, Tvingstrup, Hovedgård, Nim, Gedved, Søvind, Østbirk, Sdr. Vissing, Hatting og Lund/Vinten.

6 landsbyer får øget trafiksikkerhed
I Davding, Grædstrup, Ring, Sattrup, Sdr. Vissing og Serridslev kan man også se frem til en mere sikker og tryg trafik, da de til efteråret 2018 får nye hastighedsdæmpende foranstaltninger.
 - I budgetaftalen for 2018 er der afsat 1 mio. kr. til trafiksikkerhed, og der har i år været et særligt fokus på landsbyerne. Det glæder mig personligt, da man i mindre landsbyer ofte kan være udfordret af, at folk kører alt for hurtigt gennem byen. Det er utrygt, men med de nye pudebump forhindrer vi, at folk kører for stærkt, siger Martin Ravn.
 - Ved et pudebump skal trafikanter trække ind på midten af kørebanen. Fordelen ved et pudebump er, at den mindsker støj og rystelser fra lastbiler, og det er en særlig fordel for de beboer, der bor lige ud til vejen. Det er derfor, at pudebumpene er blevet valgt som løsning i de fleste af landsbyerne, siger Martin Ravn.

winkFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!