Østbirk IFs gamle klubhus fjernes

Østbirk IFs gamle klubhus fjernes
10. 07 2017
11 af Horsens Kommunes bygninger uden fremtid skal rives ned

Denne gang er det alvor. ØIF’s gamle klubhus skal fjernes. Horsens Kommune har tidligere gjort tiltag for at få bygningen væk, men dengang gjorde Østbirk IF indsigelser, idet huset stadig har en funktion som depot og klublokale.
 Opførelsen af tilbygningen til Østbirkhallen, som påbegyndes inden årets udgang, bliver det gamle hus’ endeligt.
 Østbirk Idrætsforenings Klubhus er indviet ved Sportsfesten den 13. juli i 1957. Et dengang fuldt tidssvarende klubhus med omklædningsrum, brusebade, mødelokale og toiletter, opført foran en skrånende fodboldbane, som man som næste mål i ØIF ønskede en hårdt tiltrængt regulering af.
 Vi dykkede en tur i avisens arkiv, hvor festlighederne ved indvielsen beskrives således den 19. juli 1957:
 Der var velkomsttale af formanden Anker Sørensen og barbermester Hroar Simonsen overrakte på old boys’ vegne et flag og ønskede foreningen tillykke med Klubhuset. Arbejdsmand Peder Johan Jensen overbragte Sognerådets lykønskning, og holdt en indvielsestale. Endvidere blev der talt af ingeniør P. Chr. Blæsild, der har tegnet og projekteret Klubhuset. Som afslutning marcherede aktive medlemmer i fakkeltog gennem byen til sportspladsen, hvor lærer Bundgaard, Sattrup, holdt båltalen. Efter båltalen samledes man på Østbirk Hotel til en kop kaffe og lærer Bundgaard fremviste Delingsførerfilmen.
 Klubhuset blev iøvrigt indviet med en fodboldkamp mellem Horsens Boldklub og Østbirk IF. Til trods for at Horsensholdet var højere rangerende, sejrede Østbirk med hele 7-1, hvilket den fodboldengagerede kompagnon og redaktørsøn på Østbirk Avis, Preben Stougaard, ikke undlod at nævne i avisens spalter med ordene: ”Vore fodboldspillere beviste at der virkelig er ved at blive et fodboldhold af format i Østbirk. Holdet går fra sejr til sejr, og nu mangler der bare at holdet som belønning allerede får banen reguleret til efteråret”.
 11 adresser står på listen over bygninger i Horsens og omegn, som Horsens Kommune har besluttet er for dyre at have stående, og derfor ikke er værd at vedligeholde. Heribland er også det tidligere frysehus i Sattrup, som omtalt i november 2016 i Østbirk Avis Østjydsk Avis.
 De øvrige 9 bygninger, som skal fjernes i løbet af et års tid er: Horsens Frejas gamle klubhus på Fussingvej, Atleticas gamle klubhus på Hattingvej, en pedelbolig ved Lundskolen på Skolevej 3, Skolegade 9 i Brædstrup, Højgårdvej 9 i Lund, Lovbyvej 54, Horsens (Horsens Rideklub), Højgårdvej 1, Lund, Silkeborgvej 91, Horsens, Højgårdvej 9, Lund.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!