På søndag lukker en central vej i Horsens midtby i 6 dage

Arkivfoto: Asfaltarbejde
Arkivfoto: Asfaltarbejde
På søndag lukker en central vej i Horsens midtby i 6 dage
08. 08 2018
Fra søndag morgen til fredag aften er strækningen Heimdalsgade-Rædersgade-Mælketorvet-Nørregade lukket for trafik pga. asfaltering. I perioden vil det ikke være muligt at køre på strækningen.

Søndag den 12. august kl. 6:00 spærres stykket fra Allegade til Torvet for trafik. Strækningen åbner først for trafik igen fredag den 17. august kl. 17:00. Det skyldes, at de nuværende brønde og riste skal udskiftes, den eksisterende belægning skal fjernes, og der skal lægges nyt asfalt.

- Strækningen har trængt til ny asfaltbelægning i noget tid. Vejen er lappet af flere gange, men med den trafikbelastning der er, holder udbedringerne ikke længere. Kommunen er derfor nødsaget til at spærre stykket fra Allegade til Torvet for trafik fra søndag morgen til fredag aften. Bilister skal derfor være opmærksom på at tage en alternativ rute, hvis de plejer at køre den vej, samt fjerne bilen, hvis man holder parkeret i en af baggårdene. Det vil stadig være muligt at bruge fortovet som gående, siger Allan Lyng Hansen, afdelingschef for Affald og Trafik og tilføjer:

- Vi er opmærksom på, at der er mange skoler, som har skolestart i næste uge, og det er også uheldigt, at de to begivenheder falder sammen, og vi beklager selvfølgelig for de gener, der måtte opstå. Men tidspunktet for renoveringen skyldes, at det er præcist i uge 33, at vi har mulighed for at få de rigtige maskiner, materialer og mandskab til at løse opgaven optimalt.

Dobbelt op på mandskab

Det er asfaltfirmaet Colas Danmark, som står for at renoveringen af strækningen, og de har haft fokus på at tage hensyn og færdiggøre projektet hurtigst muligt. 

- For at få udbedret vejen hurtigst muligt - både med de forberedende arbejder og efterfølgende fræsning samt ny udlægning af asfalt - har vi valgt at skrue op for bemandingen. Det betyder blandt andet, at vi kører med to udlægningshold i stedet for et. Lukningen sker for at sikre at både borgernes og asfaltholdenes sikkerhed er i top. For at tage størst muligt hensyn til beboerne har vi også valgt kun at arbejde i dagtimerne. Det er for at sikre, at beboerne ikke skal opleve larm om natten, siger Hanne Hussmann, entrepriseleder i Colas Danmark.