Planlagt lederskifte på Hulvej Skole har nu effekt

Planlagt lederskifte på Hulvej Skole har nu effekt
12. 08 2017
Henrik Krog ny skoleleder

Skoleleder Henning Hvidegaard Jensen har her pr. 1. august overdraget depechen til viceskoleleder Henrik Krog. Lederskiftet på Horsensskolen har været planlagt i flere år som et led i skolens strategi og med skelen til Henning Jensens forestående pensionering. Henning Jensen fortsætter i en stilling som konsulent tilknyttet skolens ledelse indtil efteråret 2019.
 - På skolens vegne er jeg både begejstret og samtidig meget tryg ved, at Henrik Krog overtager roret efter Henning Jensen. Henrik er om nogen den rette til at løfte skolen til et nyt niveau med afsæt i de imponerende resultater skabt af Henning som ankerperson siden 2005. Skolen er i dag løftet op i en ny liga båret af en skarpere profil og øget trumf på at levere noget ekstraordinært og særligt som privatskole. At komme derfra og videre stiller store krav til ledelse og lederskab. De krav opfylder Henrik til fulde støttet af en dygtig medarbejderstab og ledergruppe, udtaler bestyrelsesformand Jens Eybye.
 Hulvej Skole som privatskole har fokus på faglighed, fællesskab og bevægelse. Det har vist sig at være glimrende varemærker og meningsfulde pointer, der understøtter hinanden. Skolen har igennem de seneste 10 år oplevet en vækst i antal elever fra 400 til 630, fået status som DGI certificeret profilskole, dannet et anerkendt gymnastikhold med 300 gymnaster, etableret Gym House ved siden af Forum Horsens. Mange tiltag, men altid med den høje faglige kvalitet i undervisningen og oplevelsen af et positivt skolefællesskab for øje. Fra midten af september 2017 vil Hulvej Skole også omfatte en børnehave med 82 børn i alderen 3-6 år. Børnehaven bliver etableret på Krudthusvej 3 – blot få hundrede meter fra Gym House.
 I alle henseender masser at tage fat på for Henrik Krog og et formidabelt afsæt og medløb til at gøre det.
 Henrik Krog giver sin version af tiltrædelsen:
 - For mig er det absolut et ønskejob og et privilegium – og som bekendt ved jeg allerede, hvad jeg går ind til med henvisning til det tætte samarbejde med Henning igennem mange år. Nu glæder jeg mig til sammen med skolens fantastiske medarbejdere og skolens bestyrelse at sætte mit præg på tingene og finde en god balance imellem det bedste af det gamle og det bedste af det nye.
 Hulvej Skole afholder åben reception i forbindelse med lederskiftet fredag den 25. august , hvor der vil være mulighed for at hilse både på Henrik Krog og Henning Jensen.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!