Politiet vil konfiskere 190 mill. fra havbrug



(Genrefoto)

Af Sydøstjyllands Politi

Sagen mod den 49-årige ejer og hans havbrugsvirksomhed, der på gerningstidspunktet bestod af tre havbrug med produktion af fisk beliggende i og ud for Horsens Fjord, handler overordnet om overskridelse af miljøgodkendelser og om miljøforurening forårsaget af havbrugene. Sydøstjyllands Politi har efterforsket sagen siden december 2015, hvor den første anmeldelse om mistanke om overbrug på de to havbrug blev modtaget. Siden er endnu en anmeldelse blevet modtaget i juni 2018, og efter ransagninger og en omfattende efterforskning er der nu rejst tiltale i i alt 31 forhold. 

Havbrugsvirksomheden og den 49-årige ejer er tiltalt i samtlige 31 forhold, der omhandler overskridelser af virksomhedens miljøgodkendelser i perioden fra 2013-2018, hvor virksomheden mistænkes for at have udledt en betydelig større mængde kvælstof og fosfor til havet end det tilladte. Herudover er de bl.a. også tiltalt for at have afgivet urigtige oplysninger til både kommune, Miljøstyrelsen og Fiskeristyrelsen i perioden 2014-2018 om havbrugets tilførsel af sættefisk, produktion, foderforbrug og udledning af næringsstof.

Sydøstjyllands Politi mener, at virksomheden og ejeren har opnået en betydelig fortjeneste ved overtrædelsen af miljølovgivningen. I alt er fortjenesten beregnet til ca. 190.000.000 kr. og der nedlægges under straffesagen påstand om konfiskation af beløbet. Strafpåstanden i sagen er bøde og fængselsstraf til ejeren og bøde til virksomheden.

De tiltalte nægter sig skyldige.

Sagen er endnu ikke berammet ved retten i Horsens. Sydøstjyllands Politi kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse yderligere detaljer om sagen, da sagen skal behandles i retten, hvor beviser og forklaringer vil komme frem.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024