Præstegårdssti gør Sneptrup ’landfast’ med Tebstrup

Præstegårdssti gør Sneptrup ’landfast’ med Tebstrup
09. 08 2018
En ny 5 km lang motionssti er på trapperne syd for Skanderborg, stien tjener flere formål og bliver tilgængelig for alle.

Efter flere års planlægning og indsamling af midler er Sneptrup Præstegårdssti ved at tage endelig form. Hovedparten af stien bliver anlagt i løbet af august måned. Der tale om en ca. 5 km lang natursti mellem Landsbyordningen Ejer Bavnehøj (skole, vuggestue, børnehave og SFO), Sneptrup Præstegård og Tebstrup. Formålet er at understøtte naturformidling og et aktivt friluftsliv for alle i især Skanderborg Kommune. Men også alle andre, der søger nye muligheder for at opholde og bevæge sig i naturen.

Formanden for Det Grønne Partnerskab Jens Huusmann fortæller, at stien har tre unikke kvaliteter:
- For det første er det interessant, at Sneptrup bliver ’landfast’ med Tebstrup via en 100 meter lang træsti i et sumpet og tilgroet moseområde. Skanderborg-firmaet Wood-ways er netop nu i gang med at ramme pæle i mosen. Vi tror, det bliver en populær del af stien for både naturelskere, motionister og børn. I dag er man henvist til den befærdede Horsensvej.
- For det andet kommer der på udvalgte steder unikke træfigurer inspireret af velkendte temaer fra Det Gamle Testamente. Eksempelvis kommer en 7,5 meter lang egetræsslange og et afgnavet æble i forbindelse med Edens Have, hvor der kommer et madpakkehus. Noahs Ark bliver omgivet af ’overlevende’ dyr og indrammer to sheltere på Grandhøjen.  
- Og for det tredje kan man hoppe på stien fra fire steder. Man kan enten parkere og snøre vandrestøvlerne ved Dagli’Brugsen i Testrup, Sneptrup Præstegård eller Landsbyordningen Ejer Bavnehøj. Ret enestående kan man også tilgå stien fra frakørsel 54 på Østjyske Motorvej. Nogle trafikanter vil sikkert foretrække en længerevarende pause fra stressende motorvejskørsel og forhåbentlig nyde en picnic i Abrahams Hus.

Blandt Præstegårdsstiens elementer og faciliteter er:
Optimering af dele af gamle kirkesti mellem Sneptrup Præstegård og Ovsted Kirke
Natursti belagt med grus i en bredde på 1,5 meter oprettet som Spor i Landskabet
Træsti i Bredmosen ifølge tilladelse i naturbeskyttet område
To madpakkehuse med bålplads – én på Grandhøjen og én ved Sneptrupvej
To sheltere med overnatningsmulighed på Grandhøjen
Natur- og kulturformidling. Herunder træfigurer, borde-bænke og informationstavler.

Stiforløbet er aftalt med Menighedsrådet for Ovsted-Tåning-Hylke Sogn, Skanderborg Kommune, Vejdirektoratet, og berørte lodsejere. Kommunen har meddelt landzonetilladelse til at opføre sheltere og madpakkehuse.

Åbning af Præstegårdsstien bliver markeret med en stor fest 25. august kl. 11-16, hvor alle er velkomne. Borgmester Jørgen Gaarde klipper snoren og Sigurd Barrett & Band spiller. Der er gratis entre takket være private sponsorater. Til børnene er der både hoppeborge, rodeotyr og ponyridning. De første 300 tilmeldte bliver budt på helstegt pattegris: https://sneptrup.nemtilmeld.dk

Det bliver en begivenhed af de helt store, når Sigurd Barrett og hans kvartet indvier Præstegårdsstien den lørdag 25. august hvor han med sang, musik og fortælling åbner den nye præstegårdssti. Efter koncerten bliver der autografskrivning og mulighed for et foto sammen med Sigurd. Alle er velkomne, og arrangørerne lover et brag af en koncert for både børn, voksne og bedsteforældre.

Projektet er finansieret via støtte fra Naturstyrelsen, Friluftsrådet, Den Folkekirkelige Udviklingsfond, Forkyndelsespuljen, Vanførefonden, Lokale og Anlægsfonden samt kommunens Skønpulje, Landdistriktspulje og Grøn Partnerskabspulje.