Queen Machine rocker på Horsens Ny Teater

Queen Machine rocker på Horsens Ny Teater
13. 05 2019
Queen Machine har med stor succes begejstret publikum på danske såvel som udenlandske scener med storslåede og medrivende koncertoplevelser senest i Lunden i Horsens. De har adskillige gange fyldt Store Sal på Horsens Ny Teater op med feststemte publikummer. Den 29. november 2019 får horsensianerne igen chancen for at opleve bandet på nærmeste hold på Horsens Ny Teater.

Helt i Queens ånd leverer Queen Machine et show med masser af sjæl og ikke mindst et utal af Queens udødelige hits. We Will Rock You, Bohemian Rhapsody, I Want To Break Free, Don’t Stop Me Now, Somebody To Love... Listen af hits er så godt som uudtømmelig, og mange vil argumentere for, at der ikke findes større Queen-oplevelse i Europa end Queen Machine.

Queen Machine rejser land og rige rundt med et show, der både musikalsk og visuelt giver følelsen af være der selv – foran scenen på Wembley, dengang da Freddie, Brian, Roger og John regerede verden. Queen Machine er tordnet gennem den danske live-scene, og i dag spiller bandet udsolgte koncerter på de største scener over hele landet. Fulde af spillelyst og dedikation fortsætter bandet mod nye højdepunkter og udvikler konstant showet, så det bliver større, bedre og flottere.

Med deres store kærlighed og respekt for Queens musik har de fem musikere fra Queen Machine skabt et univers omkring Queens musik, hvor der er plads til store følelser og også en overraskelse eller to. I lighed med originalerne består Queen Machine af mesterlige musikere og ikke mindst en karismatisk frontmand. Storsyngende Bjarke Baisner er ifølge mange uden sammenligning Danmarks bedste, ja måske Nordeuropas bedste bud på Freddie Mercury.

Queen Machine har netop rocket igennem i Lunden i den første af sommerens koncertrække. Publikum var med dem, og gik man glip af koncerten, eller vil man have chancen for et genhør er muligheden der altså igen på Horsens Ny Teater til november. Teatret spår, at der som tidligere bliver rift om billetterne og opfordrer derfor folk til at sikre sig billet i god tid.