Røde Kors Butikken har luksusproblemer

Røde Kors Butikken har luksusproblemer
03. 07 2020
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget, sådan lyder et gammelt motto og det kan man nikke genkendende til hos Røde Kors Butikken i Østbirk. Her bliver man oversvømmet af indleverede effekter og valgte i uge 27 at give 50% på alle varer købt i butikken.

Selvom verden har gennemlevet en stor krise siden marts i år, så er der alligevel kommet noget godt ud af den: mange har været hjemme og har haft tiden til at rydde op og skille sig af med brugbare effekter til genbrug som tøj, møbler, elektronik og nips.

Hos den nye Røde Kors Butik i Østbirk løber de ekstra hurtigt for tiden og er glade for at lokalerne er så meget større nu i sammenligning med lokalerne i Storegade, og Kis Kristensen og hendes frivillige kollegaer har travlt, for p-pladsen er fyldt med biler og det samme er butikken ved varer, hvor alt stadig foregår efter Corona-forskrifterne – her står håndspritten stadig og byder velkommen ved indgangen til alle kunderne.

- Vi løber ekstra stærkt lige nu, for folk er gode til at donere til os. Her i vores nye butik får vi 5 -6 gange flere effekter end vi gjorde da vi lå på Storegade. Da vi åbnede her på adressen, havde vi mange møbler men de blev hurtigt solgt, og nu har vi travlt med at samle borde så de kan komme ud i butikken, fortæller Kis Kristensen.

Kis Kristensen viser avisen rundt i lokalerne og ude på lageret står der senge, borde, og tøj er hængt op på rullestativer, og her er mange andre effekter som bare venter på at komme ind i butikken når der er plads. Plads bliver der hurtigt for kunderne har taget godt mod det gode tilbud med halv pris på alle varer og bagagerummene bliver fyldt godt op – hvilket betyder der kan komme nye varer ind i butikken.

Ikke alt kan genbruges i butikken

Kis Kristensen viser os de mange affaldssække med effekter som skal kasseres og siger:

- Alt det som vi ikke kan bruge – som er i stykker eller i for ringe stand bliver kørt på genbrugsstationen… og det gør vi 2 – 3 gange om ugen. Vi ved godt at det er luksusproblemer vi står med og det er godt for vores arbejde, at folk støtter op om Røde Kors… vi er godt tilfredse.

Røde Kors Butikken på Industrivej i Østbirk har kørt med 50% rabat i hele uge 27 og der har været mange kunder inde, og der er hele tiden nyt at finde da lageret bugner af nye effekter. Butikken har også åbent i skolernes sommerferie og er et besøg værd, til sidst har Kis Kristensen en bøn til en mand eller anden elektronikinteresseret og runder af:

- Vi får meget elektronik ind som vi står og bøvler med, derfor kunne vi godt bruge en mand eller en anden med kendskab til det, så det kan blive afprøvet inden vi sætter det ind i butikken. Meget af det skal sættes til en computer og det har vi ikke meget forstand på… det som bare skal sættes i en stikkontakt, klarer vi selv, men når der er en computer indblandet kommer vi til kort.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook