Så er høsten for alvor i gang

Så er høsten for alvor i gang
10. 08 2017
Igen i år forventer DLG at aftage ca. halvdelen af alle de afgrøder, som danske landmænd sælger. Det ustabile høstvejr har betydet, at der har været stilhed før storm. Men nu ser det ud til, at høstvejret holder. Det giver en række meget travle høstdage, hvor DLG vil modtage op imod 160.000 tons pr dag. Det lysner også for maltbygpriserne.

For DLG har det været stilhed før stormen, og DLG har brugt ventetiden på at gøre sig klar til nogle meget travle høstdage. Vicekoncerndirektør for afgrøder i DLG, Mogens Frederiksen, siger:
- Høsten er nu for alvor i gang, og vi er nu i mål med over 20-25% (torsdag morgen, red.) af årets høst. Vi forventer klart, at der kommer nogle meget hektiske dage i denne uge. Jo længere høsten er blevet udsat, jo mere hektisk ved vi, det bliver. Vi vil derfor have dage, hvor vi vil modtage op imod 160.000 ton afgrøder pr. dag.
- Der tegner sig et foreløbigt billede af en generel fornuftig høst 2017, hvor udbytterne sandsynligvis vil ligge pænt over sidste år. Det ser fornuftigt ud, da meldingen er, at der står mange fine marker derude med et højt udbyttepotentiale. Vejret er stadig den største udfordring, men nu rykker det, og der er for alvor kommet gang i høstarbejdet med både hvede, raps og vårbyg.

Nordjylland og Vestjylland lidt efter
- Vi har næsten 100% af vinterbyggen i hus, og kvaliteten har været meget svingende. De andre afgrøder er det stadig for tidligt at tale om kvaliteten. Raps er nu kommet halvvejs og er i fuld gang i øjeblikket. Det ser indtil videre fornuftigt ud med højt indhold af olier. Rapsen er betydeligt bedre end sidste år, men det kunne næsten heller have været værre end sidste år. Under alle omstændigheder bliver det fortsat spændende at følge udviklingen og kvaliteten i de kommende uger på de forskellige afgrøder.
Mogens Frederiksen fra DLG oplyser desuden, at DLG Nordjylland og DLG Vestjylland er lidt efter med høsten end resten af landet.

Høje maltbyg-priser
Maltbygpriserne har været pressede i en stykke tid, men det ser nu ud til, at det lysner. Lige i øjeblikket oplever vi de højeste priser på maltbyg i lang tid, hvor priserne er steget markant.

- Prisstigningerne på maltbyg skyldes, at vi sidste år oplevede en rimelig dårlig maltbyghøst i Europa, så lagrene ikke er så store som tidligere år. Samtidig har det givet en del usikkerhed i markedet, at det har regnet voldsomt i Tyskland, som har en stor andel af maltbygmarkedet. De danske landmænd som har mulighed for at vælge i hvilken rækkefølge de vil høste deres afgrøder, kan derfor i skrivende stund med fordel starte med maltbyg, siger Mogens Frederiksen, DLG. 

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!