Savner du et knus? Lone har løsningen!

Sognepræst Lone Buhl Pedersen iført Corona-knus-beskyttelse
Sognepræst Lone Buhl Pedersen iført Corona-knus-beskyttelse
Savner du et knus? Lone har løsningen!
22. 05 2020
Har du hørt om et Coronaknus? Fra sognepræst Lone Buhl Pedersen har vi modtaget en sjov løsning som gør, at man kan give hinanden det forbudte knus og samtidig have en vis form for beskyttelse mod overførsel af virus i dråbeform.

Lone Buhl Pedersen fortæller om at savne knus og kram i en Coronatid:

- Jeg tror vi er mange, der er ved at savne et knus. Men vi er jo lidt bange for det - for vi vil jo da så nødig smitte. Specielt vores gamle forældre - bedsteforældre og Oldeforældre skal vi jo være ekstra varsomme overfor.

Lone har fundet en løsning: Engangsregnfrakker og fortæller med et stort smil i hele ansigtet.

- Jeg har købt engangsregnjakker - for nu skal jeg til at gi et knus. Man tager regnjakken på således, at den vender forkert - det vil sige at hætten vender ind mod ansigtet - så er man klar til et rigtigt Corona knus.

På billedet kan man se hvordan det ser ud i praksis – måske lidt fjollet, men hvad gør man ikke for at få et knus og mærke et andet menneske tæt på efter mere end to måneder med hudsult?