Socialdemokratisk spidskandidat besøger Horsens-fabrik

Jeppe Kofod og Horsens-borgmester Peter Sørensen (S) mødtes med Søren Munch, direktør i Hamlet Protein, og Stig V. Petersen, VP Operations i Hamlet Protein. På billedet står de fire foran fabrikken. Foto: Nina Bengtsson.
Jeppe Kofod og Horsens-borgmester Peter Sørensen (S) mødtes med Søren Munch, direktør i Hamlet Protein, og Stig V. Petersen, VP Operations i Hamlet Protein. På billedet står de fire foran fabrikken. Foto: Nina Bengtsson.
Socialdemokratisk spidskandidat besøger Horsens-fabrik
06. 05 2019
Europas øjne bør være rettet mod Hamlet Protein, der åbner Danmarks hidtil største varmepumpeanlæg på Saturnvej i Horsens inden udgangen af i år. Sådan lyder det fra Socialdemokratiets spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget Jeppe Kofod.

Projektet betyder, at virksomhedens overskudsvarme kan sendes ud til borgere i Østjylland – faktisk hele 3300 husstande lyder det fra virksomheden og Fjernvarme Horsens, der har indgået aftalen. Og i takt med at fjernvarmenettet i Horsens udbygges i de kommende år, kan mængden stige, så endnu flere lokale familier får glæde af overskudsvarmen.

Der ligger et kæmpe potentiale for dansk eksport af viden og teknologi på området. Derfor kæmper Jeppe Kofod for en europæisk fjernvarmestrategi i Europa, der skal baseres på de positive erfaringer i Danmark, som Hamlet Protein og Horsens Fjernvarme er et godt eksempel på.

Der er tale om en nytænkning i at udnytte virksomhedernes overskudsvarme, som gavner både klima, de østjyske borgere og virksomhederne selv. Hvis man fra EU’s side bakker op om flere investeringer i effektiv udnyttelse af energi, vil det desuden kunne skabe flere grønne arbejdspladser i Østjylland, lyder det fra Jeppe Kofod. Derfor var han begejstret for at besøge Horsens-fabrikken, og han tager deres erfaringer med sig til Europa-Parlamentet i Bruxelles, hvis han bliver genvalgt til valget den 26. maj.