Søndergården får ansigtsløft

Udvalgsformand Ellen T. Schmidt holder tale om Søndergårdens historie og redesign.
Udvalgsformand Ellen T. Schmidt holder tale om Søndergårdens historie og redesign.
Søndergården får ansigtsløft
28. 06 2018
Plejecenter Søndergården har netop indviet sine nye redesignede lokaler, som skal gøre plejecentret mere tidssvarende

I perioden 2015-2018 har byrådet årligt afsat 4 mio. kr. til at skabe mere moderne plejecentre. 4 andre af kommunens plejecentre har været igennem en redesign-proces, hvor Søndergården sluttede processen af.
 - Vores centre blev i sin tid bygget til plejehjemsbeboere, men i dag kommer en langt mere bred målgruppe på centrene end tidligere. Fx har vi mange besøg fra pårørende og aktive seniorer fra Brædstrup. Det stiller nye krav til vores fællesarealer og aktiviteter, udtaler formand for Velfærds- og Sundhedsudvalget Ellen T. Schmidt.
 Modernisering af Søndergården, som begyndte i slutningen af 2017, har da også været omfattende. Gulvene er blevet udskiftet. Det samme er køkkenet i aktivitetscentret. Møbler og dørkarme har fået et ansigtsløft med afsæt i designets gennemgående grønne farve. Væggene er blevet udsmykket med grøn-mønstrede tapeter og flotte naturbilleder. Kom fx med en tur ned af Skovstien eller tag ud i Æblehaven.
 Fælles for afsættet til moderniseringen var, at Søndergården skulle blive et mere hjemligt, imødekommende og fleksibelt sted at være. Så ideen var at skrue op for hyggen og det sundhedsfremmende og ned for plejehjems-imaget.
 Forud for renoveringen har været afholdt workshops for at få vendt ideer og meninger. Den gode dialog har været helt central.
 - Vi arbejdede ud fra en fælles puls, som også kom til at danne grundlag for designvirksomheden Stormsalens tegninger, fortæller daglig leder Heidi Kristensen og fortsætter:
 - I begyndelsen var der meget diskussion omkring designet og navnlig den grønne farve, men nu møder vi mest tilfredse kommentarer. Billederne fremkalder minder fra gamle dage. Stemningen er positiv - selv pianoet er blevet udskiftet, så man kan sige, at tonen har fået en ny lyd.
 Det nye piano kom da også i spil til indvielsen af de nye lokaler, hvor rigtig mange beboere, borgere, medarbejdere og andre interessenter var mødt op til reception. Her blev der serveret flotte taler, lækre kanapéer, og den særlige Brædstrup sang blev sunget.
 Søndergården glæder sig til at byde alle interesserede velkommen i de nye flotte omgivelser.