Sorggruppe i Østbirk Præstegård

Sorggruppe i Østbirk Præstegård
12. 02 2018

I foråret bliver der mulighed for at deltage i en lokal sorggruppe arrangeret af medlemmer af Yding og Østbirk menighedsråd og sognepræst Peter Tast.
 - Når man mister en pårørende, opstår der ofte en indre tomhed. Det, der før gav mening, kan miste sin betydning. Det kan være svært at gå ud og møde andre mennesker. Vi fornemmer, at andre synes, vi må se at komme videre. Det kan også være svært at rumme de gode råd, andre gerne vil give. Vi kan få en fornemmelse af, at de vil have det til at gå over. Men sorg ikke er noget, der bare går over. Sorg er en kærlighed, der er blevet hjemløs. Kærlighed og sorg går ikke over. Vi lever med den, vi går igennem den. Sorgen kan forandre sig med tiden og få en anden plads, men vi bærer den fortsat med os, sgier Jan Hougaard.

Er det normalt?
- Vi reagerer meget forskelligt på sorg. Nogle bliver forskrækkede over deres egne reaktioner, og spørger, om det er normalt. Nogle besøger gravstedet hver dag, andre sjældent og nogle aldrig. Nogle har det bedst med, at afdødes ting står urørt meget længe, andre vil med det samme have tingene ryddet væk. Nogle taler højt med afdøde, eller skriver breve til vedkommende, fordi den døde stadig opleves nærværende. Andre synes ikke, at de kan huske afdøde mere. Nogle drømmer tit, måske hver nat i årevis, levende om den, de har mistet. Andre drømmer aldrig om den afdøde. Det er alt sammen naturlige reaktioner.

Samtale og sorggrupper
- Det kan være en støtte at tale med mennesker, som har oplevet det samme som en selv. Det kan være mennesker, vi kender, eller det kan være i en sorggruppe. Medlemmer af Yding og Østbirk menighedsråd opretter sammen med sognepræst Peter Tast en sorggruppe i foråret 2018, tirsdage i lige uger kl. 16.30-18.30, første gang den 20. februar. Hvis du vil høre mere eller være med i sorggruppen, kan du henvende dig til diakon Carina Kjærgaard (tlf. 75782378 / 22320589). Sorggruppen er en gratis og anonym selvhjælpsgruppe, ikke et terapi- eller behandlingstilbud, men en mulighed for at tale om det, der fylder efter tabet af en pårørende. Sorggruppen er åben for voksne, der har mistet, uanset hvor man kommer fra, eller om man er kristen eller har en anden tro, slutter Jan Hougaard.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!