Succesen fra de sidste års forårskoncerter følges op

Succesen fra de sidste års forårskoncerter følges op
22. 04 2018

Hovedgård Blæserne/Nord for Alperne, Århuskoret Vivo og Hovedgårdkoret Cantando vil gentage deres fælles forårskoncert efter den store succes, som de har haft de sidste par år.
 Derfor har de igen sat hinanden stævne, og det foregår i Hovedgård Skoles festsal torsdag den 3. maj kl 19.30.
 Både Vivo-koret fra Århus og Cantando har i 2017 fået nye dirigenter, og de skal nu have deres debut i Hovedgård til dette års forårskoncert.
 Vivo-koret har ansat Thorkil Høgsbro som ny dirigent, da Ingeborg Lindhart Toft har orlov fra koret.
 Thorkild Høgsbro, som bor i Tilst, er uddannet som musikterapeut i Aalborg og har studeret violin på konservatoriet i Tromsø – et mangeårigt virke som musiker, violinpædagog og autodidakt, prisvindende komponist og er i gang med organistuddannelsen samtidig med sit job ved den danske folkekirke.
 Vivo-koret blev stiftet i 1911, og har således mange år på bagen - Vivo står for ”livfuld”.
 Af gamle scrapbøger kan man se billeder af sangerne, der Pinsemorgen tog i skoven i hestevogn svingende med sangerhuer og bøgegrene. Koret har desuden været radiokor i 30’erne og 40’erne, hvor man ønskede at udbrede den danske sangskat.
 Cantando har ansat Lærke Eller, som kommer fra Århus. Lærke afløser Signe Hagner, som er flyttet til Sønderjylland og derfor ikke mere kunne varetage jobbet i Hovedgård.
 Lærke er ganske ung og er i gang med at læse musikvidenskab i Århus og bliver færdig med sin bachelor nu til sommer. Lærke læser musik, fordi hun gerne vil være musiklærer og kan i sit virke som dirigent for det over 30-årige Cantando-kor høste stor erfaring ved siden af sit studie.
 Hovedgård Blæserne øver og optræder nu sammen med Horsens Harmoniorkester Nord for Alperne, og det er Bjørn ”Bønne” Christensen, kendt fra bl.a. Østjysk Musikforsyning, som dirigerer.
 Orkestret blev startet op i 1969 af en gruppe fædre til børn på Hovedgård Skole. Disse poders snak om noder og musikalske udtryk, som de fik gennem musikundervisning, gjorde fædrene nysgerrige – så nu ville de også vide noget om noder og blæseinstrumenter og fik således startet et forældreorkester op, undervist af Niels Hein. I starten lånte de børnenes instrumenter. Mere skulle det ikke være, men inden længe blev også mødrene involveret, og vi kan i dag se, hvad lyst og vilje har ført til. Et fantastisk amatørorkester.
 Hovedgård-koret ”Cantando”, som betyder syngende, kunne sidste år fejre 30 års jubilæum. Koret startede som HOV-SA - Hovedgård Sangkor, men ændrede navn i 2005 ifm. dirigentskifte.
 De to kor og orkestret vil hver især underholde, og har desuden valgt 2 fællesnumre nemlig ”Wanderlust” og ”Er du dus med himlens fugle”.
 Som tidligere skrevet og fortalt, så er der forskelle og ligheder mellem de 3 musikudøvende ensembler. Hovedgård Blæserne spiller på medbragte instrumenter, og korene bruger indbyggede instrumenter, nemlig deres stemmer.
 - Af ligheder kan nævnes: Utrolig musikglæde – festligt, socialt samvær – musikalske udfoldelser indenfor adskillige genrer !
 - Men vi kan bruge R. Heibergs tekst til børnesangen ”Velkommen til koncerten her! – det koster ingen penge” og ét er sikkert: Aftenens tre dirigenter er garanter for, at medlemmerne af korene og orkester yder deres bedste, siger Kamma Carøe.
 Alle er velkomne til en god times fuld underholdning.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!