Succesrig klubchef siger ja til nyt job i udlandet



Horsens Svømmeklub skal pr. 1. august i år have ny klubchef og cheftræner. Den hidtidige førstemand i klubben, Jan Løth, har takket ja til et nyt cheftrænerjob i udlandet og siger dermed farvel til Horsens.
 Jan Løth har været cheftræner i Horsens de seneste 5 år, hvor han har været i spidsen for en fantastisk udvikling i Horsens Svømmeklub. Klubben er vokset til en klub med over 1000 medlemmer, hvoraf godt og vel 100 er konkurrencesvømmere.
 - Med Jan i spidsen har vores svømmeklub gennemgået en helt fantastisk udvikling. Både vores undervisningsafdeling og vores konkurrenceafdeling har oplevet enorm vækst, og på konkurrencesiden har klubben på fire år svømmet sig fra 4. division til svømmeligaen. En liga, der er forbeholdt de stærkeste svømmeklubber i Danmark, siger formanden for Horsens Svømmeklubs bestyrelse, Kim Nissen.
 Han tilføjer, at Jan Løth og hans team af trænere og administrative medarbejdere har ydet en fantastisk indsats.
 - Med klubbens vækst og en fornuftig styring af indtægter og udgifter, kan man sige, at Jan Løth Andersen forlader en klub, der er økonomisk trimmet og svømmemæssigt i topform, siger Kim Nissen.
 Jan Løths farvel til Horsens Svømmeklub betyder dog på ingen måde, at tingene går i stå. Med godkendte kommunale planer om etablering af et 50-meter bassin ved Forum Horsens og med masser af nye initiativer i forhold til at styrke såvel bredden som eliten i klubben peger, pilen kun en vej for Horsens Svømmeklub.
 - Vi har bygget en fantastisk base, og lige nu har vi udsigt til en meget tiltrængt udvidelse af vores bassinkapacitet, så der er masser af positive udfordringer at forholde sig til for vores klub. Og derfor er vi allerede i fuld gang med at finde en afløser for Jan. En afløser, som kan løfte vores klub til nye højder for såvel bredde som elite, siger Kim Nissen.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024