Sydøstjyllands Politi gør status på skolevejskontrol

Sydøstjyllands Politi gør status på skolevejskontrol
18. 01 2018
Langt de fleste opfører sig fornuftigt i trafikken. Men der er også malurt i bægeret, især fordi mange kører for stærkt

Sydøstjyllands politi deltog i uge 2 i den landsdækkende færdselskontrol på skoleveje.

I kontrollen deltog politikredsens patruljecentre, landbetjente, ATK (hastighedskontrol) og færdselsafdelingens operative sektion.

Samlet set oplevede politiet, at rigtig mange havde styr på tingene og det giver anledning til at uddele ros, fortæller fg. vicepolitiinspektør Jesper Engelund.

”Særligt de mange skolepatruljer omkring skolerne gør et fremragende arbejde. Vi så rigtig mange cykler med korrekt lygteføring og i god stand. Flere unge bilister blev standset og de havde både kørekort til 17-årige og den lovpligtige ledsager med i bilen. Så det overordnede billede er, at langt de fleste opfører sig fornuftigt. Det er vi naturligvis glade for.”

Desværre er, at der stadig er enkelte, der ikke får børnene spændt fast, ikke har ordentlige lygter og reflekser på cyklen, og kører uden kørekort. Desuden er der for mange, der kører for hurtigt.

”På Langmarksvej i Horsens valgte ikke mindre end 102 bilister, at køre hurtigere end de tilladte 50 km/t. Det var en af de mest tågede dage i det nye år og trods det, var der en stor gruppe, som glemte at tænke på, at rigtigt mange børn og unge benytter både skole og idrætsfaciliteterne i området,” siger Jesper Engelund.

Af de lidt mere sjældne sager, der dukkede op under kontrollen, var blandt andet en mand, der måtte aflevere bilen til politiet i Horsens, da det var 3. gang, han blev taget i at køre bil uden kørekort. En anden bilist valgte at køre i Billund uden at skrabe is af ruderne, og en bilist i Fredericia blev lidt overrasket, da han blev fanget i ATK-kontrollen fredag kl. 05:42 på Røde Banke, hvor han kørte 106 km/t, mod de tilladte 50 km/t.

I alt blev 1518 trafikanter standset. Heraf blev 690 trafikanter noteret for en forseelse på skolevejene. Langt de fleste overtrædelser var hastighedsovertrædelser.

På landsplan blev der konstateret lidt mere end 5300 forseelser.

Politiindsatserne på skolevejene var primærtkoncentreret om:

- bilernes hastighed
- om børnene var fastspændt i bilernes i sikkerhedsseler
- om førerne selv huskede at anvende sikkerhedssele
- skolepatruljernes arbejde, og
- forældrenes trafikale adfærd, herunder parkering, i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne
- om børnene/voksne talte i håndholdt mobiltelefon mens de cyklede
- om de anvendte cykellygter, og om cyklerne var i lovlig og forsvarlig stand

Antal forseelser Sydøstjyllands Politkreds, kommuneinddelt:

Skanderborg 114
Horsens 257
Hedensted 1
Vejle 127
Billund 28
Fredericia 94
Kolding 69