Tid til Danmarks smukkeste motorløb

Under Munkebjerg HillClimb har tilskuerne en betagende udsigt over Vejle Fjord.
Under Munkebjerg HillClimb har tilskuerne en betagende udsigt over Vejle Fjord.
Tid til Danmarks smukkeste motorløb
30. 07 2018
100 kørere fra hele landet til Munkebjerg HillClimb

Hvis man som motorsportsudøver eller tilskuer ønsker sig et smukt løb at deltage i eller overvære, kommer intet ved siden af Munkebjerg HillClimb, som i år køres for tyvende gang søndag den 12. august. Danmarks eneste ægte bjergvej fører de klassiske biler fra Vejle Fjord op ad bjergvejen til mål ved Munkebjerg Hotel. For tilskuerne er der både ædle, gamle biler og en betagende udsigt at nyde. Og det hele er gratis.
 Lokale kørere sætter hvert år deres særlige præg på løbet. Fra Vejle kommer Ernest Kristiansen i en SS 100 fra 1935, det er forløberen for det senere Jaguar. Hotelejer Hans Geschwendtner fra Munkebjerg Hotel stiller op i sin Austin-Healey 3000 Mk 1 fra 1959, og Mads Nygaard er med i sin Lotus Seven S1 fra 1968. Fra Horsens kommer dette års nr. 4 i Rallye Monte-Carlo Historique, Toni Hansen, i en Audi 80 GTE.
 ”Som sædvanlig vil der være omkring 100 klassiske biler fra 1929 til 1990 med i løbet, og vore dygtige speakere giver interessante oplysninger om alle kørere og biler. Det er gratis for publikum at overvære løbet hele dagen, enten ved starten på Ibæk Strandvej, fra Casinosvinget midt på banen eller fra mål bag ryttergården ved Munkebjerg Hotel,” fortæller løbsleder Søren Duun.
 Man kan se de klassiske biler køre stærkt lørdag den 11. august kl. 10-16 fra Bugattivej og søndag den 12. august kl. 9-17 fra Ibæk Strandvej og Munkebjerg Hotel.