Tre dinoer vrider sig i smerte i Billund

Tre dinoer vrider sig i smerte i Billund
13. 07 2017
Tre Lego-skabte dinosaurer gør sit indtog i det nye Lego House Masterpiece Gallery, hvor fanskabte og faninspirerede Lego modeller vil være at finde, når huset åbner den 28. september i år

”Aav!” brøler tre dinosaurer i kor. De har netop trådt på hver deres Lego klods. Munden står på vidt gab på de mere end 3,5 meter høje fortidsuhyrer, der netop har oplevet den genkendelige smerte, det er, at træde på en Lego klods.
De tre dinoer er lavet af Lego og skabt af de tre forskellige konstruktionssystemer, Lego Duplo, Lego System og Lego Technic. De vil være det første, man lægger mærke til, når man træder ind i Masterpiece Gallery i det nye Lego House, som åbner den 28. september i hjertet af Billund.
 Senior designer i Lego House, Stuart Harris, kunne for nylig afsløre, at de tre podier i Masterpiece galleriet vil blive besat af de tre gigantiske dinosaurer - skabt af Legos egne fans.
 - Vi har ønsket at skabe nogle unikke, betagende og ikoniske modeller. Samtidig har det været vigtigt for os at skabe nogle muligheder indenfor huset, hvor vores dedikerede Lego fans kan vise deres fantastiske kreativitet, siger Stuart Harris.
 En gruppe på 26 voksne Lego fans har været involveret i tilblivelse af de tre dinosaurer, som er konstrueret på baggrund af deres kreative idéer.

Gourmet og leg mødes i køkkenet hos Lego House
Når Lego House den 28. september slår dørene op for de første gæster, er ambitionen at give store såvel som små gæster en kreativ oplevelse for alle sanser. De mange besøgende skal naturligvis kunne spise et godt måltid under besøget - og for Lego House har det været vigtigt, at huset også på dette punkt levede op til den overordnede ambition om at sætte inspiration, kvalitet og leg i højsædet.
 Den ambition bliver indfriet i form af to restaurantkoncepter med hver deres vidt forskellige styrker: En familierestaurant, som kombinerer madoplevelsen med at bygge Lego klodser. Og en gourmetrestaurant der byder på kulinariske oplevelser i topklasse. Til at sikre kvaliteten har Lego House hentet hjælp fra nogle af den danske kokkeverdens dygtigste profiler.

Byg din menu i Lego klodser
Som den eneste restaurant i verden kombinerer familierestauranten Mini Chef madoplevelsen med at bygge med Lego klodser. Som gæst bygger du nemlig din egen menubestilling i Lego klodser. Når du har kreeret din bestilling, bliver den scannet og sendt ud til køkkenet, som er befolket af minifigurer. Maden kommer så retur via et samlebånd - helt som når Lego klodser støbes på fabrikken. Og den færdige mad serveres af to robotter. Dog er alt ikke automatisk; køkkenchef for restauranterne i Lego House er Mikkel Laursen, der vandt prisen som årets kok i Danmark i 2016. Så der er skruet helt op for både kreativitet og kvalitet.
 - Vi har fra starten haft et mål om at udvikle et spisested, hvor hele familien både kan få et godt måltid og en helstøbt Lego oplevelse. Og det lever Mini Chef fuldt ud op til. Det er sjovt at opleve hele processen fra man bygger maden, følger med i Lego figurernes “arbejde i køkkenet” og til man ser sin helt egen servering bevæge sig ned af samlebåndet og blive overrakt af en robot, siger Jesper Vilstrup, adm. Direktør, Lego House.

Kulinariske oplevelser med et elegant Lego tvist
Øverst i Lego House åbner restauranten Le Gourmet, der som navnet antyder er en gourmetrestaurant. Restauranten kommer til at byde på raffinerede kulinariske oplevelser med et Lego tvist.
 Målet er at skabe et sted, der egner sig til en god og hyggelig madoplevelse med venner og familie - og er et naturligt valg til en middag med forretningsforbindelser. For at sikre, at det høje ambitionsniveau bliver indfriet fra begyndelsen, har Lego House hentet konsulenthjælp fra bl.a. Nicolai Nørregaard, som er én af skaberne af den anerkendte gourmetrestaurant Kadeau.
 Udover de to komplette restaurantkoncepter kan de besøgende i Lego House forsyne sig med en hurtig snack, en kop kaffe eller en sandwich i cafeen Brickaccino. Alle spisestederne i Lego House ligger i husets offentlige område og kræver således ikke billet.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!