Tredjeplads til Østbirk IF i Randers

På podiet ses fra venstre Frederik Hoffmann, Johan Ravnsbjerg, Mads Blicher Østergaard, Aksel Hovmand Larsen, Jakob Bak Pedersen, Bastian Leth, Waldemar Bruus Jakobsen og Oscar Friis Holm Ploug. (Privatfoto)
På podiet ses fra venstre Frederik Hoffmann, Johan Ravnsbjerg, Mads Blicher Østergaard, Aksel Hovmand Larsen, Jakob Bak Pedersen, Bastian Leth, Waldemar Bruus Jakobsen og Oscar Friis Holm Ploug. (Privatfoto)
Tredjeplads til Østbirk IF i Randers
06. 06 2019
Sammen med 24 andre U8 hold deltog Østbirk IF’s fodbolddrenge søndag den 2. juni i De Åbne Randers Mesterskaber på Dronningborg Stadion.

I det indledende puljespil blev det til tre Østbirk-sejre i træk (4-0 over IF Alliancen, 4-2 over Skødstrup og 2-1 over Hornbæk). En nulløsning i den sidste puljekamp mod Thorsager-Rønde betød, at ØIF sluttede på puljens førsteplads.

I kvartfinalen skulle ØIF op imod endnu et hold fra Hornbæk. Som efter en flot og disciplineret holdindsats blev besejret 5-0.

Og det var ikke slut med Hornbæk. For i semifinalen ventede Hornbæk-holdet, som ØIF havde besejret knebent i puljespillet. Modstanderen havde tydeligt taget ved lære af det første opgør og gik nu benhårdt til de vævre Østbirk-drenge. Det resulterede i en intens fight i et tæt opgør uden åbne chancer til nogle af holdene.

Med blot 15 sekunder tilbage af kampen indtraf dramatikken for alvor, da Hornbæk udnyttede en løs mulighed og passerede Jakob Bak Pedersen i Østbirk-målet. Opgøret syntes med sikkerhed tabt. Men efter en hurtig igangsættelse af spillet lykkedes det på forunderlig vis Mads Blicher Østergaard at manøvre sig forbi fire kraftfulde Hornbæk-spillere og via stolpen udligner til 1-1 i kampens absolut sidste sekund.

Herfra gik spillerne direkte videre til straffesparkskonkurrencen. 3 spark til hvert hold. Østbirk misbrugte det første, hvorefter der blev scoret på de næste fire forsøg, inden Hornbæks sidste spark blev pareret. 2-2 og forsat helt lige. Der skulle nu sparkes et straffe til hvert hold, indtil en vinder var fundet. Her trak Hornbæk det længste strå, og en flok nedbøjede Østbirk-drenge måtte vinke farvel til finalen (som Hornbæk sidenhen vandt). Nu skulle de i stedet på kort tid forsøge at ryste skuffelsen af sig og motivere sig til kampen om 3. pladsen mod Solbjerg.

Her rejste drengene sig flot med en sikker 3-0 sejr. Og efter et syv timer langt stævne i høj solskin kunne en flok udmattede kammerater fra Østbirk træde op på podiet og modtage velfortjente pokaler for tredjepladsen blandt de 25 deltagende hold - og ikke mindst muntre sig med at sprøjte (børne)champagne ud over hinanden og de loyalt medrejsende støtter og heppekor.

Østbirks 19 scoringer blev fordelt på Mads Blicher Østergaard (6), Jakob Bak Pedersen (3), Johan Ravnsbjerg (3), Frederik Hoffmann (3), Oscar Friis Holm Plough (2), Aksel Hovmand Larsen (1) og Waldemar Bruus Jakobsen (1).

Drengene viste atter en sublim defensiv styrke ved kun at lukke fire mål ind efter samlet 140 minutter på banen.