Velbesøgt sankt hans i Østbirk

Velbesøgt sankt hans i Østbirk
24. 06 2018

Til trods for lidt kølig og hård blæst, blev sankt hans aften på Peder Skrams Plads i Østbirk atter velbesøgt.
 Med hoppeborge, bespisning af Louis Andersen fra Yding Enggaard Slagtervarer, Østbirk Mandskor under ledelse af Preben Egeholt og ikke mindst tale af Gudrun Andreasen, blev det som vanligt en fællessamlende aften i Østbirk.

Gunrun Andreasens tale:
Sankt Hans-fejringen er vel næppe tidligere blevet så omtalt op til dagen som i år.
Ikke på grund af traditionen, den historiske baggrund eller andet – men på grund af vejret.
Vi kan så her i Østbirk glæde os over, at vi må holde den traditionsrige Sankt Hans Aften, som vi plejer, med bål, tale og sang – og hyggeligt samvær.
 Sankt Hans er en af den ældste traditioner, vi har. Det er jo en gammel hedensk skik at fejre midsommeren med bål og al den overtro, der hørte hertil. Traditionen tog kristendommen til sig, og gjorde Sankt Hans til fejring af Johannes Døberens fødsel – et halvt år før Jesus fødsel.
 I dag er der vel næppe mange, der forbinder Sankt Hans aften med noget religiøst.
Så traditionen med Sankt Hans har skiftet spor undervejs. For ca. 100 år siden begyndte vi her til lands at sætte en heks på bålet, en tradition, der kom fra Tyskland – og vel en hedensk reminiscens, for på den tid trivedes fortsat megen overtro.
 Sådan har gode traditioner det med at blive justeret undervejs.
 Og det fører mig så videre til at tale om andre forhold, der er ved at skifte spor – endda i langt større grad end Sankt Hans-traditionen.
 For nogle år siden hørte jeg med gru en mand i USA udtale ”America first”.
For mig er det noget af det mest usympatiske, man kan slynge om sig med i både tale og handling.
 Vi mennesker har hævet os over dyrenes niveau ved at kunne tale sammen, lave aftaler, overholde aftaler, respektere folk med andre opfattelser – det har – ganske vist efter mange års forsøg - i hvert fald i den vestlige verden, hvor vi lever, givet resultat. Vi har levet i fred i snart trekvart århundrede og skabt et rigt samfund.
Det kan virke uforståeligt, at man tør udfordre sammenhængskraften i dette system.
 Men jeg kan jo se, at det er ikke kun den bemeldte herre i USA, der har den egoistiske tilgang til udviklingen. Vi ser den jo også i EU, der slår sprækker, fordi flere ønsker enegang. England har gjort alvor af det og meldt sig ud af fællesskabet – uden at vide, hvad man får ud af at gå enegang. Men det er trods alt reelt at melde sig ud, når man ikke ønsker fællesskabet. Anderledes er det med Polen og Ungarn, der med rygdækning fra hinanden virkelig sætte EU-fællesskabet på prøve.
 Hvad enten man er for eller imod EU må man konstatere, at det grundlag, fællesskabet er bygget op omkring, er under alvorligt pres. Og det skyldes vores egoistiske tilgang.
Vi er selv jo ikke meget bedre. Hvis vi her i landet ikke får det, som vi vil, så er det en fiasko eller noget EU slet ikke skal blande sig i – jeg tænker f.eks. på den vedtagne ordning med fast barselsorlov til mænd, som Danmark har stemt imod.
Det er vel egentlig godt en regel, vi kan leve med, og det er vel også som minimum et mål, vi også selv kan have. Men EU skal bare ikke bestemme, synes vi danskere nu, selv om beslutningen er en naturlig følge af de harmoniseringer, vi samtidig har bygget EU op omkring.
 Men det er ikke bare politisk, at egoisme blomstrer. Det gør den jo også i hverdagen hos os danskere. Det moderne menneske i dag ønsker større frihed til at agere efter egne ønsker og behov. Større frihedsgrader ved tilrettelæggelse af arbejdet står højt på dagsordenen, vi ønsker valgmuligheder til vores børns skoler og børneinstitutioner. Er vi utilfredse med den skole, der ligger nærmest, kan vi bare melde vores barn ud – ikke noget med at indordne sig.
Og vi skal have et sundhedssystem, der skal være tunet til at kunne klare mit behov, når det opstår – ellers går vi uden om ventelisterne og søger privathospitaler.
 Også kernefamilien er under pres. Flere vælger at leve single og lade børnene cirkulere mellem far og mor – og jeg hørte her til morgen, at stadig flere kvinder gør brug af kunstig befrugtning for at tilrettelægge fødsel, når der passer den enkelte – så bliver manden da i hvert fald reduceret til kun et sexobjekt.
 Jeg opfatter det også som en form for egoisme, når et flertal af danskere vender ryggen mod de fremmede, der de senere år er kommet hertil. Vi er så bange for at det skal ødelægge vores velfærdssystem, at vi skal dele med få procent flere indbyggere. Jeg er overbevist om, at de nye danskere også får skylden for de forringelser, der sker og er sket på velfærdsområdet. Men det er ikke rimeligt. Det er os selv, der bidrager til forringelserne. Politiske krav fra alle sider nødvendiggør besparelser – også på velfærdsområdet, hvilket kompenseres med forsikringsordninger, som det vel at mærke ikke er alle danskere forundt at blive omfattet af – og så bliver forringelserne for alvor synlige.
 Jeg har et langt liv i foreningsverdenen bag mig, fordi jeg synes, det forpligtende fællesskab dér har givet mig så meget værdi i min tilværelse – og jeg tror også, jeg har bidraget til at andre også har fået udbytte deraf.
 Men også den verden er under pres. Egentlig skulle idrætsforeningerne blomstre med massiv tilgang af medlemmer, fordi alle nu skal ud og motionere – Nuvel, vi får også flere medlemmer i Østbirk Idrætsforening, men stadig flere vælger altså selv at motionere, når der passer bedre ind i deres tilværelse – på den måde bliver de ikke afhængige af det klokkeslæt, foreningen har gjort det muligt at dyrke den aktivitet, man ellers gerne ville deltage i – og så bliver de jo dejligt uafhængige af andre.
 Jeg er også journalist, og også den branche er under stærk forandring.
 Alt det jeg hidtil har sagt er mine konstateringer – men dette er noget jeg også begræder: aldrig har der været så hårdt brug for objektiv kritisk journalistik, som nu. Og aldrig har den metier haft det sværere. Det moderne menneske ser mindre TV for hvert år der går – radiolytningen reduceres ligeledes og færre og færre læser aviser.
 I stedet henter man sin nyhedsformidling på nettet – i overskrifter eller fra blogs, hvor man følger en tilfældig persons udlægning af verdens gang.
Den udvikling synes jeg er trist. For information og kritisk journalistik er en af grundpillerne i vores demokrati.
 Men jeg ser faktisk også, at selve vores demokrati er under pres.
 Folk kan ikke se, hvad de får ud af det højt besungne demokrati. Og det er måske også på tide, at vi får en ny revolution med nye tanker om, hvad fællesskabet – samfundet – skal bruges til, og hvilke rammer, der skal til, for at levne plads til den individuelle udfoldelse.
 Demokrati er ældgammelt – det var de græske filosoffer, der udtænkte folkestyre. Men det er først i de seneste århundreder, vi har set vores form for demokrati vinde frem – og det har det kun gjort, fordi folk kunne se meningen med det – demokratiet forandrede deres tilværelse positivt. Det er den mening, mange i dag ikke længere ser.
 Vi snakker også ofte om vores glorværdige andelssystem, som nogle fejlagtigt tror er ren idealisme. Det blev også kun skabt, fordi man kunne se fordele ved det – de fordele er ikke så synlige mere, og mange unge landmænd har ikke samme veneration for deres andelsselskaber som ældre landmænd – for de kan ikke se, de har bedre forhold i andelssystemet end hos private aktører på markedet. Nuvel de har stemmeret i deres andelsselskab, men den, synes de fleste, ikke er noget værd, fordi alt er afklaret i bestyrelsen.
 Så jeg ser i glaskuglen, at vi de kommende år ser store forandringer i samfundsopbygningen. Det bliver spændende. Det kan godt være, at verden går af lave. Men det har den gjort mange gange før, uden at det er blevet dårligere af den grund.
 Jeg vil dog begræde det, hvis det bliver ”America first”-holdningen, der skal diktere, hvordan vi i fremtiden indretter vores samfund.
 Men så er det rart at vide, at hvert eneste år den 23. juni, da vil vi tænde bål, sende en heks af sted mod Bloksbjerg, holde tale, synge midsommervisen og ellers hygge os, som kun danskere kan.
 Ha’ en god Sankt Hans aften.
 Foto: Peter Kattrup.