VELUX Gruppen og flere vinder priser ved bæredygtig prisuddeling

Vice President Global Stakeholder Communications & Sustainability, VELUX Gruppen - foto: Mikkel Vigholt
Vice President Global Stakeholder Communications & Sustainability, VELUX Gruppen - foto: Mikkel Vigholt
VELUX Gruppen og flere vinder priser ved bæredygtig prisuddeling
10. 10 2020
Vinderne af den bæredygtige prisuddeling Sustain Awards 2020 er netop blevet offentliggjort ved en prisoverrækkelse på Langelinie Pavillonen i København. Foran knap 100 deltagere blev det afsløret, hvilke af de i alt 17 virksomheder på shortlisten som løb af med aftenens priser. Sustain Awards, der finder sted for første gang i år, sætter spotlys på de erhvervsledere, virksomheder og sustainability-professionelle, som er forrest i kapløbet om at fremme den grønne og bæredygtige omstilling.

Prisen Årets Omstilling 2020 ved Sustain Awards gik til VELUX Gruppen for initiativet Lifetime Carbon Neutral, som sætter en ny standard for virksomheders ansvar for deres historiske CO2-udledninger. Samtidig sætter VELUX Gruppen ambitiøse mål for at nedbringe egne og sin værdikædes fremtidige udledninger.
På vegne af VELUX Gruppen blev prisen modtaget af Ingrid Reumert, VP, Global Communications, Sustainability & Public Affairs. Hun siger:

- Prisen som Årets Omstilling 2020 er en enorm anerkendelse at få, som vi både er stolte og ydmyge overfor. Det første jeg tænker på er alle de kollegaer, som har været med i processen med vores nye strategi internt i lidt over to år. Det er over 100 kollegaer, så det er et stort teamwork. Derudover er det fantastisk at opleve at andre også kan se, at det er et grundigt stykke arbejde med høje ambitioner, som vi har lavet. Det giver motivation til at levere, når omverdenen også anerkender det arbejde, man gør.

Prisen Årets Sustainability Leder 2020 ved Sustain Awards gik til Lars Sandahl for med sin rolle som adm. direktør i Dansk Industri (DI) at have en stor impact, som han bruger til at fremme den grønne omstilling i dansk erhvervsliv. Hans stærke kommunikation og personlige engagement i den bredere bæredygtighedsdagsorden er prisværdig og et eksempel til efterfølgelse for andre erhvervsledere, skriver juryen i sin motivation.

Lars Sandahl, adm. direktør for DI siger om at modtage prisen Årets Sustainability Leder:

- Det er jeg drønhamrende stolt over og også ydmyg omkring. Der er mange andre, jeg ville kunne pege på, som gør meget i forhold til denne her agenda. Kigger man et års tid tilbage, er der godt nok sket meget i forhold til den grønne omstilling. Vi er i en rivende udvikling, og der bliver DI et omdrejningspunkt, fordi vi repræsenterer så mange brancher og virksomheder, som i allerhøjeste grad går op i den grønne omstilling og i reelle og konkrete handlinger. Så jeg og vi er taknemmelige og glade for anerkendelsen.

Endelig blev tre yngre sustainability-professionelle højst 35 år hædret med prisen Årets Sustainability Håb. Det gælder:

Anna Pattis, Lead Product Sustainability Specialist, Grundfos for at have opnået et målbart og vigtigt resultat i form af en plan for fuld konvertering af alle firmabiler globalt til elbiler inden 2025 i Grundfos. Derudover formår hun at udfordre sine kollegaer til at tænke mere bæredygtigt.

Gareth Scheerder, Environment & Climate Manager, Pandora for i en ung alder at have udarbejdet Pandoras globale dekarboniseringsmål. Han leder desuden arbejdet med at nå disse mål og deler gladeligt ud af sin viden undervejs.

Martin Slipsager Frandsen, Senior Portfolio Manager & Co-lead på Global Sustainable Future, Danske Bank for sit arbejde med at vise, hvordan den finansielle sektor kan tage ansvar for en mere bæredygtig verden. Han har spillet en fundamental rolle i udviklingen af Danske Banks første aktive bæredygtighedsaktiefond.

Priserne blev uddelt ved en kombineret konference og prisuddeling 8. oktober på Langelinie Pavillonen i København fra kl. 13-18.

Erfaren jury

Bag prisuddelingen står det uafhængige, nichemedie Sustain Report, der styrker sustainability-professionelles arbejde med bæredygtighed og leverer dybdegående nyheder, interview og analyser.

På baggrund af en række bidrag fra brancheeksperter er listen af mulige kandidater sammensat. Redaktionen har allieret sig med en yderst kompetent jury for at lande på vinderne ud af de i alt 17 shortlistede kandidater. Juryen består af:

● Torben Möger Pedersen, adm. direktør, PensionDanmark
● Susanne Stormer, Chief Sustainability Advisor, Vice President, Novo Nordisk
● Rasmus Stuhr Jakobsen, adm. direktør og generalsekretær for Care
● Stine Wind, Head of Public Affairs, Nordea Danmark
● Tine Brødegaard Hansen, redaktør for Sustain Report

Sådan er kandidaterne udvalgt

På baggrund af input fra en række eksperter har redaktionen bag Sustain Report udvalgt kandidaterne til priserne Årets Sustainability Leder og Årets Omstilling. I kategorien Årets Sustainability Håb har alle virksomheder haft mulighed for at indstille en kandidat på højst 35 år, som gør en ekstraordinær indsat for at drive den bæredygtige udvikling i virksomheden.