VT Trælast takker af i fuld fart

VT Trælast takker af i fuld fart
13. 10 2020
I 35 år har Ernst og Erna Korgaard Madsen været at finde hos VT Trælast i Østbirk og mange af kunderne har været med hele vejen. Nu er tiden kommet til at stoppe og nyde deres otium. I uge 41 havde forrygende travlt da kunderne ikke kunne sige nej til det gode rabatter, som var på 60% til slut.

Avisen besøgte VT Trælast lørdag 10. oktober den sidste time inden forretningen lukkede definitivt og lige til det sidste fik kunderne den samme gode betjening, en vaks replik og et venligt smil med ud ad døren.

Der er ekko i lokalerne

I det sidste tre dage havde der været ekstraordinært travlt og når man gik rundt i lokalerne, kunne de mange tomme hylder fortælle samme historie. Bagest i lokalet var lyden helt klart ændret og man kunne høre ekkoet slå tilbage fra væggene.

Mange kunder havde ventet til sidste øjeblik og håbet på, at kunne købe med ekstra stor rabat. Hvilket ikke helt lykkes for alle, da varerne allerede var solgt i de foregående dage. Deres gaffeltrucks som de bruger til at køre de tunge varer ind og ud af butikken med er også alle solgt, men de har fået lov til at beholde den ene indtil lokalet er tømt for de sidste varer.

- Vi er jo ikke helt unge længere og vi har begge kunne mærke trætheden efter endt arbejdsdag. Vi har haft nemt ved at falde i søvn, fortæller en smilende Ernst Korgaard.

Varelageret er allerede solgt

Ikke alle varer var solgt, men Ernst og Erna har lavet aftale med Gantrup Byggemarked som køber resten af varelageret. De tomme lokaler er allerede lejet ud og parret bliver boende i huset ved siden af.

- Vi skal til at nyde, at vi får mere tid til os selv. Men først skal vi have ryddet op hos os selv, i skabe og skuffer. Vi skal også deltage i de mange aktiviteter som foregår i Østbirk for seniorer og pensionister… ja, I slipper ikke for os, griner Erna hjerteligt.

Nu kan vi endelig holde sommerferie

Parret mangler også at holde sommerferie, selvom udsigten fra huset er meget smuk, vil de ud at nyde Danmark da de kun har haft en uges sommerferie i år. De har en kollega i Nordjylland som også holder ophørsudsalg og ham vil de tage op og besøge, for at se hvordan det går hos ham.

- Vi skal også ud at cykle for det har vi ikke haft tid til – det har stået stille, men vi har også været trætte begge to, afslutter Ernst Korgaard Madsen, og døren til forretningen bliver låst og lukket skiltet kan sætte op i døren for sidste gang.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook