Sidste år blev der registreret det laveste antal spøgelsesbilister i al den tid, Vejdirektoratet har ført statistik på området.
I alt blev der indrapporteret 81 spøgelsesbilister i 2020. Det er syv færre end året før. Og et markant fald i forhold til 2010, hvor der blev registreret 200 spøgelsesbilister. Nu er tallet altså nede på under det halve.
Ingeniør Rene Juhl Hollen fra Vejdirektoratet, der arbejder med bekæmpelse af spøgelsesbilisme, mener, at en del af årsagen til det faldende tal kan skyldes de lavt siddende skilte med indkørsel forbudt, som Vejdirektoratet har opsat ved alle motorvejsramper for at advare trafikanter mod at køre den forkerte vej ned på motorvejen.
”De lavt siddende skilte henvender sig specifikt til potentielle spøgelsesbilister og skal bremse dem, før de kører den forkerte vej ned ad afkørselsramperne,” siger Rene Juhl Hollen. ”Vi ved fra studier, at påvirkede og demente trafikanter har et indsnævret synsfelt, når de sidder bag rattet, og netop den type bilister er overrepræsenterede som spøgelsesbilister. Derfor har de lavt siddende skilte en større chance for at blive opdaget af denne trafikantgruppe.”
Derudover kan den faldende personbilstrafik på grund af nedlukningen under coronakrisen også have haft en effekt på antallet af spøgelsesbilister. Det virker dog som om, at Vejdirektoratets generelle indsats mod spøgelsesbilismen har haft en positiv effekt.
Hvis man kigger på tallene på regional basis, så er der siden 2010 især sket et stort fald i antallet af spøgelsesbilisme i Syddanmark. Her er tallet på ti år faldet fra over 80 om året til under 30. Og omfanget af spøgelsesbilister ligger nu nogenlunde på linje i de tre regioner Syddanmark, Norddanmark og Østdanmark.