Alle vil Hovedgård det bedste



Mandag 4. oktober var der indkaldt til vælgermøde i Hovedgårdhallen hvor fire lokale kandidater til byrådsvalget sad i panelet og omkring 50-60 personer havde fundet vej til det godt skjulte arrangement i hallen.

Af Jørn Kildall

Flot så det ud med forhøjet podium til kandidaterne og de mange stolerækker på gulvet foran. Det er svært at vide hvor mange som har gået forgæves da der ikke var skiltning til hvor arrangementet skulle holdes og med de hvide vægge på gangene er nemt at føle man er faret vild i det nye byggeri.

Det var Horsens Folkeblad som havde indkaldt til det lokale vælgermøde med kandidaterne Lisbet Torfing, Grumstrup (EL), Jan Koborg Olsen, Hovedgård (S), Niels Povlsgaard, Hovedgård (V) og Søren Lind Jensen, Grumstrup (NB) siddende i panelet. Som ordstyrer var det Jens Amtoft fra Horsens Folkeblad.

Der var på forhånd valgt emner til paneldebatten som alle omhandlede trafikken i og omkring Hovedgård.

Trafikken fylder det hele

Bor man i Hovedgård ved man at det er overordentlig svært at komme ud på Gl. Århusvej i myldretiden og det er et af de emner som alle i byen gerne ser løst hurtigt og uanset politisk farve. Et andet emne var den tunge lastbiltrafik som kører gennem byen til industriområdet, her ser man gerne en ny vej til området.

To andre emner som også optog de politiske kandidater og tilhørende i salen var muligheden for etablering af cykelsti mellem Grumstrup og Hovedgård, samt fra Hovedgård til Horsens. Bor man ud til Gl. Århusvej er støjen et stort problem som alle også gerne ville gøre noget ved hvis de kommer i det kommende byråd.

Panelet tog også fat i debatten om etablering af togstop i Hovedgård der ligger udenfor det kommunalpolitiske område og deltagerne ville gøre deres for at påvirke transportordførerne på Christiansborg, selvom den slags tager meget lang tid.

Et politisk publikum

Selvom der var et flot fremmøde, spurgte en af tilskuerne diskret før mødet om det var et møde for byrådskandidater og politikere, da et overtal i salen er at finde på stemmesedlen 16. november? Heldigvis var der spørgelystne blandt publikum som ikke står på stemmesedlen.

Godt inde i vælgermødet kunne Lisbet Torfing konstatere, at selvom man sad i en politisk debat og burde havde livlige diskussioner, så var alle fire deltagere i panelet enige om stort set alle emner, hvilket ikke er unormalt for kommunal politik da alle vil deres lokalområde det bedste – så selvom medierne gerne vil fremstille store forskelle og uenighed i det lokalpolitiske landskab, så er det modsatte mere reglen end undtagelsen.

Inden de fire kandidater kunne forlade podiet, skulle de give et løfte til de fremmødte i salen, om hvad de ville gøre hvis de får sæde i byrådssalen.
 

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024