Alt for mange kæmper med ufrivillig barnløshed



(Arkivfoto)

DEBAT - Danmark er desværre ejer af en meget ulykkelig statistik, hvor cirka hvert ottende barn i dag fødes via fertilitetsbehandling. Hvert barn bydes hjerteligt velkommen, men vi skal have nedsat antallet af forældre, der skal igennem den smertelige behandling, en fertilitetsbehandling kan være. Den naturlighed, det burde være at få et barn, er truet af den farlige kemi, vi omgiver os med.

Af Kira Marie Peter-Hansen spidskandidat og medlem af Europa-Parlamentet for SF og EP-kandidat, Thue Grum-Schwensen

Det skal og må der laves om på, for pilen peger på, at årsagen til barnløshed kan findes i al den farlige kemi, vi omgiver os med i vores hverdag. Det er ikke et problem, vi kan løse i Danmark alene. Vi er nødt til at finde løsningerne med vores nabolande i EU.

Derfor vil SF kæmpe for en fælleseuropæisk redningsplan for fertiliteten. EU skal bedst muligt skærme alle borgere mod den farlige kemi og de stoffer, vi møder i hverdagen. Vi skal have ryddet op i, hvilke kemikalier landbruget og industrien må anvende og sikre, at vi har de samme høje standarder i hele Europa. 

Der findes faktisk allerede en ambitiøs kemistrategi fra EU - det går desværre bare utrolig langsomt med implementeringen af den. SF vil arbejde hårdt for, at strategien, som blandt andet indebærer et forbud mod evighedskemikalier som PFAS, implementeres hurtigst muligt i alle medlemslande. Det kan kun gå for langsomt. Samtidig skal vi revidere EU’s kemikalielovning, så vi ikke risikerer at reducere fertiliteten yderligere.

Det må og skal ikke være så svært at få børn. Børnene er vores og klodens fremtid. Derfor skal der handles hurtigt, og SF vil presse på for, det sker.
 

Kira Marie Peter-Hansen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024