Børn har ret til en god start på livet



Anders Bruun Rasmussen
Byrådsmedlem, Horsens Kommune, Socialdemokratiet

DEBAT - Da jeg gik ind i politik, var det med ønsket om at være med til at styrke vores folkeskoler i Horsens Kommune. Alle børn har ret til en god start på deres skolegang, og vores mål må altid være, at alle børn får så god en skolegang som muligt.

Af Anders Bruun Rasmussen
Byrådsmedlem, Horsens Kommune, Socialdemokratiet

Jeg fandt hurtigt ud af at det ikke altid er nemt at være politiker i vores skoleudvalg. Folkeskolen har mange interessenter og fælles for mange af dem, er at de kalder på flere ressourcer til skolerne.

Det anerkender jeg behovet for, og derfor er jeg også glad for at Socialdemokratiet sammen med forligspartierne nu tager endnu et skridt i retning af at styrke vores folkeskole. Fra 1. august 2024 tilfører vi yderligere 10 millioner kroner til vores skoler. Dette beløb kommer oveni de 15 millioner, vi allerede har afsat i budgetaftalen for 2024 og 2025. Vores mål er klart: bedre forhold for både elever og lærere.

Men det stopper ikke her. Vores ambition er at tilføre markant flere penge til folkeskolen i de kommende år. Som sagt tror vi, at alle børn har ret til en god start på livet, og det indebærer en god skolegang. En stærk folkeskole er afgørende for at give vores børn de bedste muligheder for fremtiden.

Vi ønsker en folkeskole, der kan rumme så mange børn som muligt, uanset deres baggrund. En skole, hvor der er ressourcer og voksne nok til at skabe gode læringsmiljøer, så vi kan knække den stigende tendens til segregering. Ikke fordi vi skal spare penge, men fordi vi ønsker en folkeskole, hvor vores børn og unge kan møde mennesker fra alle samfundslag og forskellige baggrunde.

Ved at investere i folkeskolen skaber vi et inkluderende og mangfoldigt læringsmiljø, der gavner både den enkelte elev og samfundet som helhed. Vi er overbeviste om, at en styrket folkeskole er fundamentet for et stærkt og sammenhængende samfund.
 

Anders Bruun Rasmussen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024