(Privatfoto)
Pensionistforeningen afholdt ordinær generalforsamling fredag 17. februar kl. 13.30 med fremmøde af 92 medlemmer. Formanden bød velkommen, hvorefter der blev sunget Blæsten går frisk over Limfjordens vande, med tanke på Otto der ville besøge Nordjylland fredag.
Derefter afholdtes af et minuts stilhed, til ære for de medlemmer, der er afgået ved døden i det forløbne år.
Derefter fortsatte mødet med den omdelte dagsorden. Punkt to var valg af dirigent, valgt blev Preben Ammitsbøl. Preben konstaterede at generalforsamlingen var lovlig indvarslet. Formandens beretning og regnskabet blev godkendt, selvom det viste et underskud på godt 21.000 kr. Tre forslag blev godkendt, hvoraf det ene var kontingentfastsættelse på 100 kr. årligt pr. medlem.
Derefter gik generalforsamlingen over til valg af nye medlemmer til bestyrelsen. Inge Marie Munk blev valgt til ny kasserer, da kasserer Niels Aage Sørensen havde valgt at stoppe i bestyrelsen. To andre medlemmer havde også valgt at stoppe i bestyrelsen. Som Dora Pedersens afløser blev valgt Preben Ammitsbøl og for Vera Thomsen var indkaldt suppleanten Henny Post. På revisorposten var der genvalg til Tove Eliseholm. Som revisorsuppleant nyvalgtes Anker Nymand. Som suppleanter var der nyvalg på begge pladser. 1. suppleant blev Eva Algreen og 2. suppleant blev Ove Jørgensen. Som fanebærer genvalgtes Britta Jensen.
Generalforsamlingen sluttede kl. 14.20, hvorefter man gik over til kaffen og senere det gratis bankospil.
Bestyrelsen har konstitueret sig som følger: Formand Steven Jensen, næstformand Preben Ammitsbøll, kasserer Inge Marie Munk, sekretær Inger Poulsen, menige medlemmer Grethe Nymand, Henny Post og Frede Jørgensen.