Søren Lind Jensen – Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune
DEBAT - Snart skal Horsens byråd tage stilling til, om kommunen bevidstløst skal følge andre jyske kommunalbestyrelser og begynde at plastre landskaberne til med kinesiske solceller trods massiv lokal borgermodstand.
Af Søren Lind Jensen – Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune
Københavner-kommunerne samt kommunerne i Nordsjælland kører totalt på frihjul og betaler aflad til provinsen for at blive fri for at smadre naturen derovre.
Der er bare lige den hage ved det hele, at det ikke mere er lønsomt for projektudviklerne at opstille solcelleanlæggene i landskaberne. Heldigvis!
Folketingsflertallets idé om at firdoble den grønne strøm frem imod 2030 er i mere end én forstand et fatamorgana. Det er et ideologisk skoleridt uden bund i den økonomiske virkelighed, hvilket nu viser sig.
På byrådsmødet d. 24. september havde jeg en ordudveksling om emnet med borgmester Peter Sørensen, som holder fast i, at der skal opstilles solcelleanlæg i kommunens kulturlandskaber, selv om fakta og rå analyse inden for energiforsyning peger i en helt anden retning.
En af de største projektmagere på solcellemarkedet, Better Energy, taber penge – big time – for tiden især på grund af faldende elpriser. Firmaets markedsreguleringschef siger det lige ud: »Efterspørgslen på grøn strøm er faldet drastisk,« samt ”jeg er skeptisk i forhold til at indfri de politiske ambitioner om at mangedoble den grønne energiproduktion.”
Flere af Better Energys planlagte solcelleprojekter stilles nu i bero, da det er tabsgivende på markedsvilkår at sætte kinesiske solcelleindustrianlæg op. De facto betyder det, at det p.t. er tabsgivende at udvikle den grønne strøm, der er på tegnebrættet i mange kommuner med mindre selvfølgelig, at et Folketingsflertal gennemtvinger en planøkonomisk redningsplan, som skatteborgerne betaler.
Hvad siger Danmarks fremmeste energiforsker, professor i energiplanlægning, Brian Vad Mathiesen, om situationen: ”Danmark har allerede en overproduktion af solenergi, når solen skinner”, og ”efterspørgslen på grøn strøm er ikke vokset og vil ikke vokse til det, som man fra politisk hold har ambitioner om at producere inden for få år” samt ”der er ikke plads til meget mere solenergi, som det ser ud nu.«
Så kære borgmester, kan vi dog ikke blive fri for Kina i landskabet i Horsens kommune og i stedet sætte et par mindre vindmøller op!