Cirkus BIG – 25-års jubilæum fejret på Vestbirk Camping



Cirkusdirektøren tager imod publikum. (Foto: Per Bonde)

En aften fyldt med magi og glæde: Cirkus BIG fejrer sit 25-års jubilæum med en uforglemmelig forestilling på Vestbirk Camping, hvor loyale fans og førstegangsbesøgende deler begejstringen over de imponerende optrædener.

Tekst og fotos Per Bonde

Onsdag aften stimlede børn og barnlige sjæle til jubilæumsforestillingen i teltet på Vestbirk Camping.

Fra førstegangsbesøgende til loyale fans

De fleste var campister, der skulle se Cirkus BIG for første gang, men der var også publikum, der må betegnes som faste fans af cirkusset. F.eks. havde Kiss og Ove fra Skanderborg taget deres barnebarn Emma med til Cirkus BIGs jubilæum, og det var ikke første gang, Emma sad på kanten af Cirkus BIGs manege.
 

Trofaste Cirkus BIG fans - Ove, Emma og Kiss. (Foto: Per Bonde)

Fra søfartsdrømme til cirkusdirektør

Cirkusdirektør Benjamin Breith har, siden han så filmen "Busters verden", haft en drøm om at optræde i et cirkus, og for 25 år siden sprang han ud som cirkusdirektør, efter først at have gået på søfartsskole i en kort periode. Herefter gik han på den frie ungdomsuddannelse, hvor han prøvede forskellige ting. Det var her, han traf valget om at gå cirkusvejen.

En ny begyndelse på gøglerskolen

Samtidig med cirkuslivet startede han på gøglerskolen i Århus, hvor han lærte nogle af de grundlæggende færdigheder en cirkusartist skal kunne – nok den første skole, hvor han ikke bare sad og gloede ud ad vinduet.
 

Stur Stur tryllekunst. (Foto: Per Bonde)

En forestilling der fanger alle aldre

At han lærte noget på gøglerskolen, fik tilskuerne bevis for, da forestillingen startede. Meget hurtigt havde han og hans hjælper publikums fulde opmærksomhed, og deres optræden tændte lyset i især de yngre publikummers øjne. Der var et levende samspil mellem de optrædende og publikum, som blev forstærket af den nærhed, det relativt lille telt skabte.

En uforglemmelig aften på Vestbirk Camping

Vel var det ikke Cirque du Soleil, men det var en særdeles underholdende og medrivende forestilling, Cirkus BIG fremførte på Vestbirk Camping, der tryllebandt publikum og skabte glæde, grin og klapsalver i rigelig mængde.
 

Lignende artikler

Per Bonde

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024