(arkivfoto)
Gymnastikudvalget i Østbirk Idrætsforening afholder danseevent søndag 2. januar 2022, hvor Linda Rimmer vil lede os igennem ca. 1½ time til god musik og dansekoreografi i en blanding af zumba og hit fit dance. Musikken er overvejende latinamerikansk, krydret med eksotiske rytmer fra resten af verdenen, samt hits op gennem tiden.
Af Gymnastikudvalget, ØIF
Linda Rimmer er 42 år og bosiddende i Voerladegård med sin kæreste og deres to drenge. Hun elsker at danse og blev for en del år siden zumbainstruktør og har haft både voksen og børnehold i Voerladegård Idrætsforening. I august 2021 blev hun Hit Fit Dance instruktør.
Alle kan deltage på eventet. Man behøver ikke være god til at danse eller god til at koordinere dansetrin. Bare man elsker at danse og bevæge sig.
Dørene i Østbirkhallen åbnes kl. 11.00, og timen begynder kl. 11.30. Der er ingen tilmelding, og prisen er 30 kr., der betales i døren med MobilePay eller kontant.
Af hensyn til covid19-udviklingen, må man regne med at skulle kunne fremvise gyldigt coronapas. Medbring indendørs kondisko (uden sort sål) og vand.
Vi glæder os meget til en formiddag med bevægelse og godt humør, så vi kan komme godt ind i 2022!