Johannes Saugbjerg, formand for DI Sydøstjylland
Der er ingen tvivl om, at Corona krisen har været hård for mange virksomheder – også lokalt. Men som formand for DI Sydøstjylland og borgmester i Horsens Kommune kan og skal vi også glæde os, når pilen peger den rigtige vej.
Af: Johannes Saugbjerg, formand for DI Sydøstjylland, og Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune
For faktum er, at vi lokalt ser ud til at komme mere skånsomt igennem krisen end rigtig mange andre steder i landet – og meget bedre end først antaget. En situation, som ikke mindst skyldes dygtige lokale erhvervsdrivende og en stærk lokal handlekraft og samarbejdsvilje.
Samtidig er tiden nu der, hvor vi skal kigge endnu længere fremad – udover Corona krisen. For lige om lidt rammer en anden udfordring, nemlig manglen på kvalificeret arbejdskraft. I Horsens Kommune går det flere steder nu så stærkt, at der må meldes udsolgt af faglært arbejdskraft på en lang række områder.
Derfor er det også en rigtig god nyhed, at de lokale satsninger på fortsat øget tilflytning virker. Arbejdskraften flytter fortsat til Horsens – og udviklingen vil efter alt at dømme fortsætte i årene frem.
3.000 flere i den erhvervsaktive alder
En dugfrisk analyse fra Realkredit Danmark og Home viser, at næsten 3.000 personer i den erhvervsaktive alder vil flytte til Horsens Kommune over de næste 10 år. Det er den 6. største vækst, når man sammenligner med landets øvrige kommuner.
Det er en udvikling, der vil kunne mærkes – ikke alene i kommunen, hvor de mange tilflyttere er med til at skabe liv og udvikling, men også for det lokale erhvervsliv. For de mange nye borgere i den erhvervsaktive alder giver også en konkurrencefordel, som virksomhederne i og omkring Horsens Kommune kan profitere af. Samtidig minimerer væksten risikoen for, at der opstår en uheldig konkurrencesituation mellem det private og offentlige arbejdsmarked om arbejdskraften – en situation, som ingen vil profitere af.
Derudover er det værd at bemærke, at stigningen i de kommende 10 år vil trække spor, der rækker endnu længere frem. For vi skal huske den medfølgende stigning i antallet af børn og unge, når mange nye flytter til. Børn og unge, som vil vokse op og potentielt tage deres uddannelse på en af de attraktive uddannelser, vi har i Horsens. Eller flytte tilbage efter at have været nogle år ude andre steder i landet for at dygtiggøre sig. Mulighederne er mange, og med Horsens’ nye campus, der åbner dørene fuldt og helt til september for tusindvis af studerende, ser vi også ind i en rigtig positiv udvikling her.
Fortsat tilflytning er afgørende
Derfor er et fortsat fokus på bosætning helt afgørende – for arbejdskraftudbuddet og for den fortsatte vækst og udvikling af samfundet Horsens.
Der skal ikke herske tvivl om, at industriens og det øvrige erhvervslivs satsninger på blandt andet automatisering og digitalisering også er en vigtig del af løsningen. Ligesom vi i årene frem fortsat skal gøre alt, hvad vi kan i fællesskab for at skabe plads på arbejdsmarkedet til alle gennem kompetenceudvikling, mentorordninger, småjobs, voksenlærlingepladser, flere unge på erhvervsuddannelserne osv. Og så skal vi ikke glemme virksomhederne, som også skal blive endnu bedre til at skabe spændende jobs og karrieremuligheder, så tiltrækningen kan øges yderligere.
Men alt dette ændrer ikke på, at arbejdsstyrkens størrelse er afgørende for den fortsatte vækst og udvikling. Der er et stort potentiale i alle dem, der flytter hertil, og vi har brug for kvalificeret arbejdskraft både nu og i fremtiden. Derfor bliver det endnu vigtigere, at vi i Horsens Kommune fortsætter med at vokse.
Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune