Jan Skat Riishøj – Byrådskandidat for Nye Borgerlige
Mon ikke Horsens’ socialdemokratiske bykonge, Peter Sørensen, skuer ind i sin sidste valgperiode som borgmester? Man kunne få den tanke, når man i Horsens Folkeblad læser om hans våde drøm om et koncertsted til 17.000 tilskuere indendørs og op til 50.000 udendørs.
Af Jan Skat Riishøj – Byrådskandidat for Nye Borgerlige
Borgmestre vil så gerne sætte et mindesmærke over dem selv. Fra tid til anden bliver dette mindesmærke en skamstøtte, som det er sket for Hjørring kommunes socialdemokratiske borgmester Arne Boelt med Vendsyssel teater. Dette prestigebyggeri, som i dag koster kommunen 10 millioner om året i driftstilskud, endte med at koste Havbakken i Tornby, kommunen bedste plejehjem, livet. Prestigeprojektet skulle jo finansieres ved besparelser.
Hvis Peter Sørensen får magt som han har agt, kan vi altså se frem til et koncertsted med plads til 67.000 tilskuere. Horsens vil gerne være Danmarks koncertby nr. 1. Fint nok, men til hvilken pris – ikke kun for skatteyderne og borgerne, men også for miljøet, som borgmesteren jo excellerer i at være ligeglad med?
Borgmesteren kan sikkert nok få de sædvanlige legekammerater med på byggeriet, men hvad så bagefter? Hvem skal dække driftsunderskuddet? Du og jeg og alle I andre i form af skattestigninger, eller hvilken kernevelfærd må lade livet, hvis det er i besparelser finansieringen skal findes?
For slet ikke at tale om de logistiske udfordringer. Hvis der ikke kan parkeres 20.000 biler lige rundt om en sådan koncertarena, hvilket heldigvis udelukker en placering inde i byen, hvordan skal alle disse mennesker flyttes fra et parkeringsområde til koncertstedet? Lad os sige at der bliver sat busser ind til at løfte opgaven. 50-75 mennesker pr. bus. Lad os bare være lidt optimistiske. 20.000 divideret med 75 = 266 busfulde, hvor end de så skal køres hen. Noget af en mundfuld og ja, - når musikken slutter, så skal 266 busser lige køre dem tilbage til bilerne igen.
Interessant tanke, men skal skatteborgerne i Horsens finansiere Peter Sørensens våde drøm?